Sidste års sidste opslag er endelig færdig. Et par strømper, som af flere grunde har taget temmelig lang tid at strikke.
Mest fordi garnet er lige præcis mørkt nok til at jeg ikke bare kunne strikke hvor som helst, når som helst. Men også fordi strømper til Anders med mellemrum må se sig slået af månedens strømper, som af gode grunde skal være færdige på en måned.
Det skal strømper til Anders tydeligvis ikke. Men tre måneder er alligevel noget længere end forventet.
I sidste ende måtte de igen vente et par dage, da jeg løb tør for garn og måtte finde et substitut, der passede nogenlunde til. Hundrede gram håndfarvet garn kan godt være lige til øllet, når fødderne er størrelse 47 og ønsket er et skaft, der når halvvejs til knæet...
"But all worthy things that are in peril
as the world now stands, those are in
my care... For I also am a steward.
Did you not know?"
- Gandalf, Return of the King
Design: Gandalf Socks af Claire Ellen.
Garn: Apmezga Dye to Knit i en dyb blågrøn farve. Den ene tå blev tilsat en smule Sisu fra Sandnes, farve 7272
Det færdige par endte med at veje 104 gram - altså brugte jeg 4 gram af den petroleumsfarvede Sisu.
Pinde: 2,25 mm Addi Lace 80 cm rundpind.
Størrelse: Jeg strikkede som udgangspunkt den største størrelse, men lavede lidt om undervejs.
Anders' fødder er som sagt en størrelse 47, så der skal et pænt ombuk til efter hælen...
Bemærkninger: Jeg startede med at slå 80 masker op, strikkede ribben tog så masker ud, så mønstret passede.
Alle strømperne i kompendiet er afbilledet med mønstret strikket ned over hælen, opskriften lyder på noget andet. Det er jeg ikke tilfreds med. Hvis der havde været to muligheder ville det give mening at beskrive to forskellige hæle.
Altså strikker jeg hælen, som det passer mig, med mønstret ned over hælen og i den længde jeg synes er passende.
Havde jeg holdt på antallet af masker under foden, var det blevet nogle meget brede strømper, så jeg tog ind til 40 masker under foden og sluttede et sted, hvor jeg også endte med 40 masker over foden. Jeg synes stadig det så stort ud, men en test på Anders' fod viste at det så meget fornuftigt ud.
De mange masker, de lange skafter og de lange fødder, betød at jeg endte med at starte tåen på strømpe nummer to, for at nå enden på nøglet.
Jeg havde ikke noget garn liggende, der kunne bruges (med mindre jeg ville tage hul på et andet håndfarvet fed garn, der er tænkt til Anders og nok skal få ben at gå på). Heldigvis fandt jeg et nøgle garn i Centret der passer ret godt til, og Anders siger det virker fint, selvom garnet er lidt forskelligt i tykkelse.
Vi tog billederne i dag, Anders var på vej ud og købe ind, men stoppede op for et photoshoot. Han tog ikke strømperne af bagefter. Han tog bare skoene på og gik videre på handel. Jeg tænker det betyder de er godkendt.
Vil du se flere billeder af de færdige strømper., kan de ses på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar