Karaoke Grand Prix

Det er så lækkert at bevæge sig på en arbejdsplads, hvor kolleger passer på hinanden og giver plads, når der er brug for det.

I dag afholdt klubben, hvor Emilie går, Karaoke Grand Prix. Tøsebarnet havde øvet og skulle optræde - lige midt i min arbejdstid. Ingen problem, og jeg kunne endda gå tidligt nok til også at køre forbi blomsterbutikken, hvor en af mine tidligere “unger” er i lære, og hente en langstilket rød rose til sangstjernen.

Det var et hyggeligt arrangement, på ungernes præmisser, med plads til forældre, kaffe og kage. Tid nok til to gennemkøringer af hele programmet med indlagt pause, også med optræden fra unger, der havde øvet dans og rap.

Hun vandt ikke, men hun gjorde det. Stod der sammen med en veninde, i afstemt udstyr, glimmer i både hoved og hår og en udstråling, der sagde: Det her er fedt!

Bådpladsen

Den kutter der lå alene på bådpladsen første aften i Lønstrup, og allerede da virkede som et motiv, jeg havde den største lyst til at forevige, lå der heldigvis stadig, da jeg torsdag endelig havde mulighed for lidt alenetid med kameraet.

Vejret var skønt og mens jeg gik rundt og skød det ene billede efter det andet, nød jeg for en tid at være alene, få sand i skoene og solen der bagte fra en skyfri himmel.

I Lønstrup er ingen regulær havn. Sådan er det vist flere steder op langs kysten. I stedet er bådepladser, med kraftige spil og tykke wirer, der bruges til at trække bådene på land. Sporene i sandet vidnede om, at den enlige kutter ikke er den eneste i området.

Igen blev jeg slået af den vilde natur, der til stadighed viser sit ansigt og skærer igennem som den vil. Ikke som i den del af landet, hvor jeg normalt hører hjemme, hvor alt er kæmmet og ordnet efter menneskets bedste overbevisning, og den største naturoplevelse er Vestvoldens store befæstningsanlæg, der i sidste ende er menneskeskabt og kostede mange tvangsarbejderes liv.

Herude vestpå har naturen også kostet liv, men på naturens præmisser. Her får jeg allernådigst lov at være, hvis jeg husker at passe på og overholde de regler naturen sætter.

Jeg skulle lige prøve

Der mangler stadig mindst 10 cm – hvis der er garn nok 15.

4 rundpinde i forskellige længder og så lykkedes det alligevel at danne et overblik over bredden. Jeg tror den bliver helt rigtig :)

Sommer i skolegården

Fra vinduerne i Caféen er udsigten, i løbet af ingen tid, ændret fra kedelig og grå asfalt til et væld af spædt grønt og et flor af hvide blomster.

Fuglene kvidrer og ungerne har travlt med banancykler og bolde. Indenfor har vi også travlt, mest med billard, der kan spilles på mange forskellige måder. I dag skulle reglerne for skoma’r findes frem og pudses af – jo jo, det kan vi godt fortsætte med i morgen. 

Dobbeltarbejde!?

1. maj træder en ny lov om postkasser i etageejendomme i kraft. Det betyder vi ikke længere får posten ind ad døren, men skal hente den i de nye fine postkasser, der er sat op nederst i vores opgang.

I min pure ungdom var jeg postbud et par år, så det tiltag kan jeg kun klappe i hænderne over. Vi andre kommer nok over den luksus at få posten bragt helt ind i stuen, og finder ud af at hente, inden vi løber op ad trapperne.

De sidste uger har de nye postkasser hængt i opgangen med en besked om, at de først kan tages i brug 1. maj. Nu er der kommet navne på.

Her knækker filmen. For jeg ved (som tidligere postbud) hvor vigtigt det er at alle navne på husstandens beboere står på døren eller postkassen, men her er konsekvent kun skrevet ét navn pr bopæl.

Der er mindst 4 familier i vores opgang med indtil flere navne, således også os. For lang tid siden fik jeg navnet på vores dør, og skiltet i opgangen, til at harmonere med os alle fire, men det er ikke de oplysninger der er brugt da skiltene til postkasserne blev lavet.

Næ nej – jeg har nemlig snakket med varmemesteren. Han vidste godt den var helt gal, og fortalte at skiltene er lavet ude i byen efter nogle gamle lister. De vil samle op på alle de forkerte navne og få lavet nogle nye så snart som muligt….

På mig virker det som en temmlig tåbelig arbejdsgang :)

Målet er i sigte

Men hvor det ender er stadig temmelig usikkert.

Et langt strikket bånd markerer empiresnit. masker er samlet op på begge sider og overdelen er strikket. Blev lidt mere udringet end forventet, så en god kant er på tegnebrædtet.

Nedad er det usikkert hvor langt skørtet kan blive, der er stadig garn, så den lange tunika jeg ser for mig, er stadig en mulighed. Hvor bredt skørtet bliver er lige nu det store spørgsmål. Det lidt svært at vurdere, når rundpinden kun er 40 cm lang, og der er langt over 300 masker rundt.

Jeg er spændt!

Lønstrup

Efter hjemkomst fra Oceanariet og frokost, blev ungerne sendt ud i byen.

En opgave ligger for. Sammenlign deres hjemby Islev med Lønstrup. Indbyggerantal, vejnet, butikker, værksteder, sportsmuligheder osv osv osv.
En spændende opgave, synes jeg, der ikke kan afsluttes før hjemkomst og geografitimer.

Vi voksne gik en tur gennem byen, ind og ud af samtlige arbejdende værkstedet og gallerier, sugede solen til og og den stemning af afslappethed og sommer der var over byen. Undervejs mødte vi grupper af børn, der på forskellig vis kom i kontakt med lokalbefolkiningen, i forsøget på at besvare spørgsmål.

På et hjørne i en have sad en flok af ungerne omkring en ældre mand, der gerne delte ud af historier og oplysninger. Hvor må det have været skønt.

Længere henne ad gaden stod vi pludselig i et pottemaggerværksted af den slags, der emmer af stemning og smukt keramik. Jeg har aldrig været i Lønstrup før, men her følte jeg mig næsten hjemme, for i selskab med Liselotte, har jeg været her før.

Denne gang var der også mulighed for at røre og sanse og de kopper jeg forelskede mig i sammen men Liselotte, er om muligt endnu smukkere og helt rigtige at holde om i virkeligheden.

Jeg gik ud af butikken med et køb, men det får vente, for nogen læser med og det skal være en overraskelse :)

Torsk og Klumpfisk

Sidste dag til oplevelser startede på Nordsømuseet i Hirtshals. Her var afsat tid til undervisning af eleverne om fiskere, fisk, deres vandringer og anatomi.

Det første var der ikke den store interesse for, mens udsigten til at skille en fisk ad fik nogle til at forlade lokalet og langt de fleste til at skrue op for entusiasmen.

Katja indfangede straks den torsk, der var tænkt for det ene bord, mens drengene omkring måtte indtage rollen som assistenter.

Ved det modsatte bord sad en flok drenge, der pænt deltes om opgaverne, mens det sidste bord for størstedelens vedkommende var piger, som egentlig gerne ville, men havde behov for at komme med udbrud som Ad! før de turde røre lidt …. Ad! og røre lidt igen.

De gjorde det, og det var stærkt.

I første omgang blev der kigget på havvand gennem microskop, bagefter gællerne på en sild, men den måtte de ikke klippe i, så først da torsken kom på bordet kom der for alvor liv i ungerne.

Alt blev undersøgt, også mavernes indhold. Endelig blev øjnene klippet af og op og linsen frembragt – sådan en forstørrer ret mange gange – se lige hvor stort n’et er!

Efter undervisningen blev vi sluppet løs i akvariet. Så sæler blive fodret og hovedattraktionen – de to klumpfisk, blandt mange andre fisk i akvariets kæmpestore bassin.

De er altså søde, sådan nogle klumpfisk. Store, runde med blomstrende hale og små finner der blafrer lidt tilfældigt, ligner de ethvert barns drøm om et sovedyr. Lige til at kramme!

Billedet af klumpfisken er lånt hos www.biopix.dk

Soldug

På Bagsiden af Råbjerg Mile er skabt et sumpet landskab med småsøer og mulighed for at finde kødædende planter. Et landskab, der igen slår mig som noget helt nyt og smukt og naturskabt.

Altså måtte vi over klitten til den anden side og på jagt efter soldug. Måske var vi lidt tidligt ude, de bittesmå planter var lette at overse, men med Lærer-Torben som anfører i jagten, blev de fundet og vist frem.

Det var dog et noget andet syn end Simone havde forestillet sig. Hun havde set hvordan, hun skulle stå halvvejs inde i en tegneserieagtig stor kødædende grotesk plante og knipse et billede lige inden, planten klappede kæberne sammen.

De planter vi fandt var så små, at det først for alvor gik op for mig, at der faktisk var fanget bittesmå insekter, da billederne blev blæst op på skærmen.

Længere hen på sommeren, bliver den lille soldug nok lidt stører og lidt lettere at finde.

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er en af de største vandreklitter i Europa. Omkring 3½ milioner km2 sand flytter sig år for år, med en gennemsnitsfart af 15 m om året, over Jylland og mod havet på den anden side.

Sandflugten over Jyllands nordligste egne tog for alvor fat i 15-1600 tallet. Sandet lagde landsby efter landsby øde og den eneste farbare vej var stranden. I 1880’erne ønskede skagboerne en stabil forbindelse sydpå og Staten påtog sig at stoppe sandflugten.

Ved hjælp af beplantning blev der oprettet store klitplantager. Sandflugten ind over kunne have stoppet helt, men i starten af 1900 årene købte Staten det område hvor Råbjerg Mile dengang lå.

Formålet med erhvervelsen var, at milen fortsat skulle friholdes for menneskelig indgriben og overlades til sin egen fri udvikling, og frit at fortsætte sin vandring. Også eftertiden skulle have mulighed for at opleve sandflugtens forfærdelighed og storslåethed.

Og det er storslået!

Fremme ved Råbjerg Mile, fik vi strenge ordre fra chaufføren om, at huske at tømme sko, sokker og lommer for sand inden vi igen satte os ind i bussen. Vi spiste vores medbragte frokost, ved borde og bænke nedenfor kæmpeklitten, før vi satte kursen mod sand, sand og atter sand.

Det er højt op, det højeste punkt er ca 43 meter over vandets overflade. Det var hårdt at gå op og mine knæ har stadig mén efter dagene i sand. Ikke at jeg for noget ville have undværet den oplevelse – knæene skal nok blive gode igen.

Der er en fantastisk udsigt deroppe fra sandhavet. Som ved Rubjerg Knude også det fineste sand, jeg længe har oplevet. Det slog mig at sandet ved Rubjerg Knude virkede mere varmt, mere rødt i farven. Måske tog jeg fejl, men i min erindring, er der forskel på farverne.

Selvom vejret var mildt og der ikke føltes nogen nævneværdig vind, flyttede sandet sig alligevel. Det fine sand og den smule vind, der var, flyttede og flyttede sandet op over milen og i den anviste retning.

Vinden og flugten mod nye områder får sandet til at ligge i fine bølger, som en sandbund i havet eller en ørken på langt sydligere himmelstrøg.

Milen har retning nordøst ind over landet og det næste der vil lide druknedøden (eller hvad det hedder, når det er sand) er et par bondegårde, der allerede er eksproprieret til samme formål.

Om godt 100 år vil milen nå hovedvejen mod Skagen og jernbanesporene, der forbinder Jyllands nordligste egne med resten af landet. Beslutningen om hvad der skal ske er endnu ikke taget, men mon ikke der stadig er tid…

Oplysningerne om Råbjerg Mile, har jeg dels fundet i folderen om samme fra Skov- og naturstyrelsen, dels fået fra vores Chauffør.
Er noget forkert, er det udelukkende mit ansvar!

Grenen

Fra Skagen Havn kørte vi mod Grenen og selvom et par af tøserne prøvede at overbevise de voksne om umuligheden i at gå helt ud til spidsen og det forbudte i ikke at køre med sandormen, måtte skoene alligevel kridtes og bentøjet bruges.

Derude i klitterne mellem marehalm og bunkere ligger Drachmanns grav.

Jeg måtte lige forbi og tage et billede. Mange forbipasserne har lagt en lille sten ovenpå greven, en skik jeg første gang stiftede bekendtskab med ved Jim Morrisons grav i Paris, men det tåler vel næppe sammenligning.

Her var dog ingen cigaretskod og anerkendelsen af kunstneren er nok den samme, så måske alligevel…

På begge sider lå store tankskibe mod horisonten, ventende på gennemgang til de danske farvande eller på vej tilbage igen. Dagen var grå og havet var roligt, men det gjorde ikke oplevelsen mindre.

En lang vandring senere hoppede de modigste af ungerne i og stod der med et ben i hver lejr. En enkelt havde været forudseende og havde pakket badebukser, håndklæde og tørt tøj.

De resterende blev inde på det lave vand, og så var der lige ungersvenden, der mærkeligt nok troede det var nok at smøge bukserne op… Han burde have vidst bedre og måtte gå med våde kolde bukser de næste par timer, inden det hele tørrede af sig selv.

Han nåede faktisk at blive endnu mere våd, end billedet vidner om :)

De pille, rode og rageglade børn, med Katja i spidsen fandt både en død fisk og en krabbe.

For ikke at tale om den halvdøde søstjerne der vuggede i vandkanten, og Katja hjemførte til et nyt liv i en balje med vand, sand og muslinger hentet fra standen nedenfor Lønstrup. Den overlevede dog ikke, men håbet holdt længe.

Skagen Museum

På Skagen Museum fik vi en kort rundvisning og fortælling om Skagensmalerne. Alt for kort og alt for hurtig, synes jeg.

Med udgangspunkt i tre malerier af P. S. Krøyer, blev vi undervist i komposition og farveforståelse, bare ikke ret meget. Hvor ville jeg gerne have haft mere tid. Tid til fordybelse og tid til forståelse.

Det blev ikke denne gang. Til gengæld ved jeg nu lidt mere om Krøyers Fiskere, der trækker vod, om Sankt Hansblusset på Skagen strand og om Marie Krøyer og Anna Anchers Aftentur på Standen.

Efter gennemgangen gik vi videre til museets workshop, hvor vi skulle lave en parafrase over et af Skagensmalerierne.

En parafrase er en nyfortolkning af et kendt værk. Jeg kendte godt til begrebet, men havde aldrig hørt navnet. Et eksempel kunne være de utallige versioner af Den sidste nadver eller Frokost i det grønne.

En parafrase er ikke kun et begreb i kunstverdenen, det bruges også om genfortællinger af tekster eller andet, der fortolkes på ny.

Til vores parafrase var der ikke meget tid. Et silketryk, gennem rammer med udvalgte udsnit af skagensmalerierne, som baggrund. Herpå havde vi mulighed for at male med pensel eller bruge nogle enkle trykklodser. Det skulle gå forholdsvis stærkt, for tiden var knap og både vi og museet havde flere planer.

Ungerne kastede sig ud i projektet med liv og sjæl og fik lavet nogle rigtig gode billeder, også selvom de ikke var helt tilfredse.

Jeg ville være med og valgte Sommeraftenen som mit motiv. Det var den lette del, langt sværere var det at finde en baggrund, der kunne gøre det ud for en sommerstrand og trykklodser, der kunne agere damer.

Det var sjovt og at mulighederne var så begrænsede, gjorde egentlig bare at fantasien måtte kører på lidt højere omdrejninger. En anden gang kunne det være sjovt at have flere muligheder og længere tid.

Skagen

Onsdag bød på en heldagstur med en bus, der fulgte os hele dagen.

Der var ikke meget liv i ungerne, efter den tur de havde været udsat for dagen i forvejen. Måske al den friske luft også gjorde sit.

Vi kørte mod nord og et landskab, jeg ikke tidligere har set, åbenbarede sig på begge sider af vejen. Det kan godt være Danmark ikke er et særlig stort land, men det rummer så utrolig mange forskellige sider alt afhængig af hvor i landet, man befinder sig.

Første stop var Skagen, der med sine gule huse og markante tage er et kapitel for sig. Buschaufføren fortalte om tagenes fremtoning, forholdsregler mod naturkræfter og kvinder, der ville have noget pænt at se på.

Der er smukt i Skagen og en stemning, der får tempoet ned og humøret op. En tur gennem byen, bragte os til havnen, der åbner sig og virker som den diamentrale modsætning til byen og de gamle huse, med sine store kraner og skibe der taler sit tydelige sprog om penge og erhverv.

Fra en bod på havnen, fik vi serveret fiskefrikadeller og pomfritter, men længe inden vi nåede så langt, havde vi været en tur på Skagen Museum.

Sådan

Solen skinner, der er lige tilpas med blæst og min vasketøjskurv er tom.

Øjnene, der i går måtte se gennem briller, er igen pakket ind i linser. Skønt, for jeg bliver aldrig gode venner med brillerne.

Rødovrehus

Oppe over Lønstrup med udsigt over havet ligger Rødovrehus. Udsat for vind og vejr og med omkringliggende buske og træer der bærer præg af de evindelige vesterhavsvinde, der former enhver vækst i en markant retning ind i landet.

Huset er ikke særlig velholdt, murene krakelerer og jeg kan ikke finde noget om historien bag. Måske har det i tidligere tider været en gård – jeg ved det ikke.

Indenfor er huset ikke noget specielt, værelser med senge i etager, baderum og toiletter, samlingsstue, spisestue og et køkken med gammelt materiel, ganske som mange andre kolonier rundt om i landet.

Og så alligevel. Loftet i samlingsstuen sender tanker mod vikingeskibe eller ældre kirker. En enorm lysekrone lyser rummet op og jeg kan ikke lade være med at tænke over historien bag. Hvorfor rummer denne undselige bygning et rum i to etager med så smukt et sammentømret loft. Det har taget tid at lave og jeg bliver nysgerrig.

Udenfor er grunden ikke det store at skrive hjem om, en bulet fodboldbane med mål, der ser lidt triste og forsømte ud og får mig til at tænke på tilfældig draperede fiskenet.

Ud mod vejen troner en gammel mølle uden vinger. Måske den har givet navn til vejen. Den står smukt den gamle mølle, også uden vinger. Jeg har altid haft en svaghed for vindmøller. Jeg kan bedst lide de ældre modeller, men også store nye moderne møller sætter noget igang.

Selvom der var slidt, og materiellet ikke helt stod mål med intentionerne, dannede den gamle hytte rammen om en dejlig uge, med nogle skønne unger og lærere. En uge jeg kom alt for sent i seng og alt for tidligt op, for selvfølgelig skulle der friskbagt brød på bordet. Også selvom hurtige boller der hæver natten over tager tid om morgenen, når ovnen er næsten tre kvarter om at varme op!

Tirsdags citat

Du er skolelærer. Du synes alt det kedelige er interessant!

Sagt af Malene til Torben ved Mårup Kirke

Stranding

Nogen ser mere end andre. Grupperingerne gik spredt, vi skulle mødes ved bunkeren lige neden for Lønstrup og nogle var hurtigere end andre.

Den sidste flok bestående af tøser, var måske langsommere, fordi de skulle have det hele med. Hver en sten eller musling skulle vendes og selvfølgelig opdagede de også det strandede marsvin, der nok havde været for tæt på en skrue. Underkæben var væk, ellers var den pæn og intakt.

Katja ville vende den og med vanlig gåpåmod fik hun hele flokken med på ideen. Også selvom lærerne snakkede om ikke at røre ved døde dyr.

Vi skal nok lade være at røre ved noget og, vaske vores hænder når vi kommer hjem.

Lød det, hvorpå operationen gik igang.

De asede og masede, prøvede med hænder og fødder. Fandt en pind, der knækkede og fandt en større, det heller ikke lykkedes med.

Undervej forsvandt flere og flere, indtil Katja måtte se sig beslået og som den eneste tilbageblevne, lige prøvede igen.

Det var en flok trætte børn, der gik i seng den aften. Med kunstvandring i Hjørring og senere en lang tur langs klit og strand, nåede vi op på en samlet gået længde på omkring 10-12 km.

Hjemtur langs stranden

Hele vejen fra Lønstrup til Rubjerg Knude havde Lærer-Torben holdt øje med havet og mente nok vi kunne gå langs stranden hjem.

En lille sti bragte os fra klinten ned til stranden, hvor der var tid til et æble og en pause mens et par af ungerne (min inklusive) hoppede i en pøl af kviksand. En mistede sine sko, andre havde været forudseende og taget dem af på forhånd - som de havde fået besked på!

Godt mudrede blev de, men heldigvis var havet lige ved og lidt flere hoppede i bølgen blå.

Endelig kom vi afsted, hernede fra stranden var der ikke meget fyr at se, det stak lige toppen op over, men der har vist også været tider, hvor det har været helt væk.

Jeg endte bagerst ventende på de sidste. Det ligger dybt i mig, at alle skal med. Måske det kan anses som en arbejdsskade – i så fald en positiv en af slagsen. Jeg måtte skynde lidt på de sidste, for i mine øjne så havet ud til at trække længere og længere op over stranden. Vi havde stadig små 4 km at gå, og jeg havde ikke lyst til at blive fanget af højvandet.

Lærer-Torben havde set det samme og vi satte det lange ben foran da indtil flere pynte måtte forceres med klatring hen over mudrede forbjerge. Flere sko blev beskidte og da sådan en flok Københavnerunger åbentbart ikke tænker over hvilket fodtøj, der er mest anvendeligt langt fra byen, var ikke alle lige tilfredse.

De sidste forhindringer blev besteget og det sidste lange stykke var med en bred sandstrand og masser af plads.

De beskidte sko var dog ikke glemt og en af de mere kreative af ungerne fik afleveret en besked i sandet.