Roskilde og Domkirken

Ingen tur til Roskilde uden en tur ned forbi kirken.

Så sevom regnen regnede og mine støvler nu definitivt må siges at være færdige – med våde tæer til følge, havde jeg ingen lyst til bare at tage hjem.

Så jeg gik – ned mod byen, Stændertorvet og hyggelige gader med julepyntning. Ikke mange mennesker viste sig i regnvejret, men de der trodsede elementerne så alligevel glade ud. Ved boden på torvet stod en julemand og til den anden side tronede kirken som den plejer.

De tre spir er altid pejlemærket når jeg i tog kører gennem Roskilde, og de sjældne gange jeg rent faktisk bevæger mig rundt i byen er den mere end et vartegn. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor men den minder mig altid om dengang for mange år siden, da jeg var med mine forældre og søster på tur og inde i kirken.

I virkeligheden har mindet intet med kirken at gøre, men – er jeg ret sikker på – er et af minderne om dengang mine forældre stadig var gift og vi levede kernefamiliens lykkelige liv. Siden blev mine forældre skilt, jeg skilsmissebarn og selvom jeg altid har følt det var rigtigt for dem og ikke gjorde mig ondt, kan jeg alligevel ikke komme udenom barnets savn og længsel mod det der var engang.

Under alle omstændigheder repræsenterer Roskilde domkirke meget af barndommen for mig, på linie med sommerferier i Sverige og flyverdragter i julegave. Egentlig er det sjovt som enkelte oplevelser står tydeligere end andre :)

Jeg fik hilst på kirken, kigget lidt spændende butikker, tog hjemad og fik de våde sokker og strømper af.