Dagen startede med høj himmel og spredte skyer, men inden jeg nåede hjem havde mørket sænket sig med følelsen af at vi snart skal i seng.
På vores vej bliver aldrig ryddet for sne – kun på fortovene. I øjeblikket ligger der et opkørt smattet lag kun tunge bæltekøretøjer kan forcere uden at passe på. Bilerne snegler sig afsted, for ikke pludselig at blive overmandet af al den upålidelige sne.
Det er egentlig ret hyggeligt, men totalt umuligt med en cykel. Til gengæl er der ryddet på cykelstierne oppe ved den store vej, så at trække derop og så stige til vejrs er ikke noget problem – i hvert fald ikke hvis man er mig.
For sådan ser andre åbentbart ikke på det!
Bedst som jeg kom gående lyder en ringeklokke lige i nakken på mig, og da jeg forskrækket både tråder til siden og vender mig om, nærmer styret af en cykel og ansigtet til en gamling sig faretruende mit, mens gamlingen kører videre og takker fordi han må komme forbi.
Komme forbi – jeg blev så forskrækket at jeg tog mig i at råbe efter ham. Råbe hvad “#¤ han bildte sig ind og at han kunne trække sin cykel, hvis ikke han kunne køre på vejen… Det gør jeg ellers aldrig. Jo jeg tænker mit, men jeg får sjældent givet udtryk for det – jeg er nemlig bedst til at tænke først, og så er folk forsvundet.
Et kort øjeblik troede jeg det hjalp, men han var bare nødt til at stå af, da han passerede krydset midtvejs mod den store vej, hvorpå han satte sig op igen og jeg opgav da det gik op for mig, at han ikke var den eneste for hvem ansvar åbentbart forsvinder ved rigelige snemængder.
En smule harm var jeg, men måtte gribe i egen barm og tænke, at måske er det i virkeligheden ikke gamlingen jeg var harm på, men rettere tilstedeværelsen af det forkølelsessår jeg har pådraget mig.
Det er jo egentlig ikke et problem, det er så anden gang i løbet af de fem der er gået siden jeg blev smittet. Det er egentlig til at leve med. Det er et problem at jeg ikke kan kysse min kæreste, men det kommer jeg nok over.
Det jeg ikke kommer over og nok i øvrigt altid vil være lidt harm over er smittekilden. For det er da muligt at mindst 90% af den voksne del af befolkningen siges at være smittebærere – derfor behøver jeg jo ikke.
Da jeg for 5 år siden blev smittet viste det sig at komme fra Ungersvenden, der dengang bare var en stor dreng, der havde fået det fra sin fars kæreste - og helt ærligt hvor er det lige ansvaret for at holde smitten for sig selv blev af og havde jeg lige lyst til at få noget derfra!
I øvrigt har jeg aldrig været så syg, men blev alligevel overgået af Emilies mononucleose sidste vinter, hvis smitte viste sig at komme samme sted fra – jo jeg er vist lidt harm!
Okey det var det – jeg fik luft og nu gider jeg ikke mere negativitet!
I stedet synes jeg det er helt utroligt så hurtigt mørket falder på – de to billeder er taget med 12 minutters mellemrum :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar