Måske er det bare mig der er ufattelig blåøjet og naiv, men min oplevelse af dagens bytur og juleindkøb var gennemgående hyggelig og positiv. Jo der var lange køer og masser af mennesker, men mennesker der hyggede og småsnakkede og køer der hurtigt fik en ende, for kasserne var fyldt op med ekstra julepersonale. Endda personale der glad og gerne pakkede ind, men måske så en anelse mere glade ud, når jeg mente mig i stand til selv at sørge for indpakning.
Nu er jeg klar… eller jeg mangler den sidste gave jeg glemte og så er der lige foeret i den der taske jeg strikkede for lang tid siden og afleveringen af gaver til min mor – den klarer jeg i morgen formiddag. Og - nå ja og så er der vist lige noget med et par sokker.
Men jeg har fri – helt til næste år, og det er ikke mig der står for and og juletræ. Det gør i stedet yndlingsfamilien i Århus og på onsdag når Anders har fri tager vi afsted, billetterne er bestilt, og jeg glæder mig til lange dage uden planer andet end hygge og snak og endnu mere hygge.
På Rådhuspladsen er der næsten tømt efter topmødet, selv cyklerne om juletræet er væk. En enkelt bobcat kører rundt og samler det sidste sammen, mens stemningen ved storkespringvandet næsten var ved at svømme væk.
Et hyggeligt lille strygeorkester med medbragt harmonika spillede den der jeg ikke kan huske hvad hedder, men som orkestret ender med at spille lige inden Titanic for alvor går ned…
Romantik der vil noget, på en ellers grå eftermiddag midt i byen.
Der gik jeg og mine døtre også i går :-)
SvarSletJeg synes der var hyggeligt, håber også I havde en god tur :)
SvarSlet