Ude på landet

 

Bettina bor i Frederikssund - eller lidt uden for Frederikssund - og selvom det i virkeligheden ikke er særlig langt væk fra by og station, bliver følelsen af land meget hurtig meget nærværende. 

 

 

Fuldstændig ligesom dengang min mor, sammen med en kæreste, købte stuehuset fra en gammel gård i landsbyerne bag al bymiljøet langs Køgebugt. Jeg var fjorten og selvom det føltes som helt derude hvor kragerne vender, var der bare fem kilometer til skole - og det var bestemt ikke fugleflugt. 

I går var jeg i Frederikssund, hos Bettina, til strik, til god mad og til hygge. Det er så skønt at ses, og vi har en ny aftale i kalenderen. Tiden med afsavn er slut, og vi er tilbage til at ses. Der er masser at samle op på, og alligevel føles det som har tiden uden at ses slet ikke været. 

Da tiden blev til at tage hjemad var vejret så skønt at jeg afslog tilbuddet om at blive kørt til stationen og gik i stedet gennem landskabet til bussen og brugte lidt længere tid på at komme hjem.

 

 

For hvor var der bare smukt i solskinnet, og hvor havde jeg bare brug for at komme ud at gå, bruge kroppen og bevæge mig. Og så er det skønt at have muligheden for at blive kørt i baghånden. I regnvejr for eksempel. 

Der var lysegrønt overalt. Heste går på græs. det var varmt trods en smule blæst og luften emmede af forår der går mod sommer. 

Og det var ikke engang mørkt, da jeg nåede hjem.