Pinseweekenden er i bogstaveligt talt skudt i gang.
Anders ville ind og høre flåden byde dagen velkommen, han ville gerne have mig med,og hvor tit er det lige man husker at stå tidligt op og gå gennem den tidligste morgen midt i byen?
Jeg ville gerne med, vækkeuret ringede omkring klokken seks i morges og vi begav os mod toget inden halv syv.
Østerbro i morgenlyset er smuk, det grønne omkring Kastellet meget grønt og afsindigt smukt. Ved den engelske kirke piskede Gefion løs på oksespandet, der lagde kræfterne i projektet og til stadighed pløjer Sjælland ud af Sverige.
Omkring halv otte kunne vi sætte os på en bænk, nyde den medbragte kaffe og the, skue ud over havnen, hilse på de morgenfriske løbere og strikke et par omgange på den medbragte strømpe.
Lige inden otte begav gik vi op ad trappen mod udsigten mod Holmen. Et fransk flådefartøj lå til kaj, mens Dannebrog spærrede for udsigten til kanonen på Holmen. Men ikke for lyden.
Anders havde lovet at mens de i flåden kan klokken er det ikke altid kirkerne kan, og ganske rigtigt, Mens nogen spillede Twist and Shout et sted i nærheden, ringede de første spinkle kirkeklokker i baggrunden. Derefter lød signalet til affyrring fra Holmen, kanonen saluterede, røgen stod op bag kongeskibet og resten af byens kirker satte i med klokkespil.
Han havde ret, det var hyggeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar