søndag den 23. april 2023

Tilbage til firserne

 

I fredags holdt vi fest i Klubben. Datoen var meldt ud for længe siden, men det var nærmest i sidste øjeblik, vi besluttede at tage tilbage til firserne og skyndte os at melde det ud. 

 

 

Jeg er så imponeret af vores forældre. De greb udfordringen og vi havde en skøn aften fyldt med børn i neon, joggingdragter, cowboybukser, højt hår og kæmpe øreringe. 

Det var en fest, menuen stod selvfølgelig på firsermad - ristaffel og bananaspilt. Musikken var en skøn blanding fra årtiet og fordi appelsindans stod klart i Louises erindring blev det selvfølgelig aftenens konkurrence. 

Faktisk var det uden tvivl meget sjovere end ballondans. Det blev til tre omgange inden de løb ud på græsset og spillede dødbold i midtercirklen. Jeg fangede ikke alle reglerne, men det var noget med at hvis bolden blev kastet uden for cirklen, døde man også. 

Det er ikke nogen dårlig ide, når man spiller bold udenfor. Det kan være svært at rammesætte, og pludselig spurter børnene rundt på hele plænen. (Jeg ved det, for jeg har prøvet det et par gange). Jeg sætter mig klart på midtercirklen næste gang, jeg skal noget med en bold udenfor. 

Vi sluttede med Limbo. Perfekt timet til at forældrene, der kom for at hente, kunne heppe med.

 


 

Hele sidste uge har vi lavet pynt på Hobby. Gamle valgplakater blev til LP'er og mens Louise omdannede en stor papkasse til en professorterning, fandt jeg et par mindre papkasser, der passede perfekt i forholdet til et par kassettebånd. 

Udstyret skulle selvfølgelig også være i orden, og mens Berit og Louise var klar til neon, blev jeg enig med mig selv om at firserne også kunne andet. Crepejernet jeg erhvervede dengang i 1980'erne blev fundet frem, blusen jeg strikkede sidste år, gav i den grad mening og sammen med to par cowboybukser fra den lokale genbrugs, blev jeg en nederdel rigere. 

Emilie havde en scrunchie på lager, Normal lå inde med rouge i den rigtige lyserøde farve og lipgloss sammen med blå eyeliner. Jeg kunne ikke finde blå mascarre, men øreringene jeg brugte flittigt dengang i mine teenageår blev fundet frem igen..

 

 

Jeg ville helt vildt gerne have fundet en flok af de billige blikarmringe, vi havde langt op ad armene, men jeg fandt dem ikke., Næste bud var de sorte O-ringe, der også blev brugt som armbånd, men sådan nogle koster en krig i dag - i hvert fald der hvor jeg ledte. 

Enden blev en bunke ringlende ringe i neon - lidt neon kunne jeg alligevel godt håndtere.

 

 

Som det sidste fandt jeg en saks og klippede pandehår. Ikke det tætte tykke fra firserne, men uden så  det ikke rigtigt ud med hestehalen højt på sned. Og håret vokser ud igen. Det lykkes mig endda at klippe i den helt rigtige længde - midt i synsfeltet. 

Jeg glæder mig til det bliver et par centimeter længere...

 

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar