En erfaring rigere

 

Min mor samlede et stykke træ op fra skovbunden, da vi den anden dag var i skoven - eller parken. Det var ikke særlig stort, men der skulle nok kunne blive en lille bitte ting ud af det.

 

 

Anders mente den var tør nok til at dreje færdig i. Jeg kombinerede behovet for at fodre Bob og Olga med leg  med drejebænken, når jeg alligevel var på skolen, og har derfor brugt en god bid af dagen på det sted, hvorfra jeg egentlig har ferie - tal lige om at være glad for sit arbejde. På den anden side, er det lidt hyggeligt at være helt alene derude.

Jeg havde et håb om at kunne lave en lille skål eller noget, der kan være noget i. Jeg havde en plan om at lægge det lille stykke træ ned, og hvis ikke det røg af undervejs, bevare barken foroven. 

Jeg gjorde mig en hel del erfaringer i løbet af de timer, jeg brugte sammen med drejebænken. 

 

 

Dels afprøvede jeg en hvis mængde af de drejejern vi har liggende og lærte hvilke der virkede til hvad. Dels lærte jeg også noget om hvordan man får et overhovedet ikke rundt stykke træ til at blive rundt, uden at hakke alt for meget i det. 

Det sidste tog tid, og var helt klart noget at det sværeste, der blev lettere efterhånden som jeg fik form på det lille stykke træ - jeg havde i forvejen groft skåret til på båndsaven. Alligevel var der en del hjørner, der skulle slibes til. 

Da jeg endelig havde et rundt stykke at arbejde med og var klar til at udhule, blev det tydeligt at der sad en knast midt i det hele. 

Jeg ved godt knaster kan være et problem, men håbede på det bedste.

 

 

Jeg hulede ud efter bedste evne. Det er ikke let i så lille en omkreds. Det gik faktisk meget godt, og jeg var ved at være der hvor jeg kunne afslutte. Jeg ville bare gerne have væggene lidt tyndere. Det kunne jeg sagtens.

Mente jeg.

Indtil knasten ikke kunne mere, det hele nærmest eksploderede og lå på gulvet i mange dele. 

Det var så det. 

Jeg blev ikke ramt.

Men jeg blev en erfaring rigere. 

Det tæller også.