lørdag den 1. april 2023

Bolsjer

 

Torsdag fandt vi endnu en gang kasserne med smag, farve, sakse, måtter, termometer og måleinstrumenter frem. Allerede tirsdag havde første hold gjort deres, og nu var det tøsernes tur til at komme på banen. 

Det var hyggeligt med sådan en aften, kun med kvindelige ansatte. De sidste år har Louise og jeg stået, som dem der kan lave bolsjer og vi har igen og igen skulle på hvert vores hold, så der var en voksen, der kunne.

 

 

Sidste år sørgede vi for at lære vores nyeste medarbejder at lave bolsjer og Henrik kan i virkeligheden sagtens, men har gennem mange år ladet som om han ikke har helt styr på det. Vi andre ved bedre og dermed var det let at bytte en enkelt plads, fordi det passede bedst  og Louise og jeg sammen fik en aften med sukkerdampe, glade og ind imellem lidt usikre børn, der alle nåede hjem med nykogte bolsjer. 

Sådan var det også gået tirsdag.

 

 

Det er altid skønne aftner i Klubben, når vi finder bolsjekogeriet frem, og jeg vender altid hjem og går i brædderne i sofaen. Sådan skal det være. Helt ligesom der også altid dufter sødt og knasende, når vi møder på arbejde dagen derpå og vores kompetente rengøring gør sit bedste for at vaske gulvet rent igen, oven på en aften, hvor vi har trådt godt ned, og fejet så godt vi kunne. 

Sådan en aften er der run på cola og jordbærsmagen, mens den blå farve altid hitter, fordi den farver godt . også på tungen og morgendagens tis. Vi hælder kilo efter kilo i sukkerbøtten og er lidt glade for at arrangementet kun foregår et par gange om året.

 

 

Og med fredag kunne vi pakke det hele sammen og glæde os over at se frem til ti dages ferie. I sidste øjeblik besluttede vi at den kommende børnefest skal være med firsertema, og dermed nåede vi tænke tanker om pynt og udstyr. 

Vi tænker ristaffel, neon, crepet hår, professorterninger, Pacman, bananaspilt, LP'er og Laban.

Det skal nok blive sjovt.

 

 

 



2 kommentarer:

  1. Totalt sejt. Og jeres blocher ser helt professionelle ud. Dem kan I da være glade for. Tihi til blå bolcher der farver hele vejen igennem :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det er overraskende nemt at lave bolsjer, og når man har gjort det igen og igen over det meste af tyve år bliver de nemt fine. Og ja, det er sjovt med den blå farve. Det er kun den der farver så voldsomt....

      Slet