Rokken ruller igen

 

Det er et halvt år siden jeg sad ved rokken sidst. Dengang spandt jeg et projekt færdigt, der var mere end et år gammelt. 

Jeg er tydeligvis ikke hurtig, når det kommer til at spinde. Men jeg har en følelse af at det lidt som at cykle. 

 

 

Adventskalenderen jeg købte sidste år har rumsteret i baghovedet siden december, og nu er det endelig blevet tid. Jeg tænkte at med sådan en opdelt kalender, ville det passe fint at spinde en dag om dagen - eller rettere en tredjedel dag om dagen - et par måneder og jeg ville være færdig. 

Virkeligheden er, at jeg har spundet over det dobbelte. Det er jo bare skønt. 

Det med en tredjedel handler om at jeg vil have et tretrådet garn. Et fraktalspundet garn. Det betyder i praksis at jeg skal spinde tre tråde og de alle skal gennem samme farveforløb.

Ulden fra adventskalenderen er et langt bånd af fibre, farvet i et langt forløb og delt i fireogtyve dele, inden delene blev pakket i fireogtyve små pakke, som nu skal samles til det lange bånd igen og deles i tre på den lange led.

 

 

Jeg deler hver del i tre, binder en knude i den ende, jeg starter med og spinder den ene del, inden jeg fortsætter til næste del. Eller det der med knuderne gør jeg med flere dele, så jeg er sikker på de ligger i den rigtige retning i forhold til at fortsætte farveforløbet fra en bid til den næste. 

Når alle tredjedelene er spundet, bliver det tid til den næste tråd. Faktalspinding handler om farveforløb. Den første tråd har lange forveforløb, den næste kortere og de efterfølgende tråde endnu kortere. 

Derfor skal tredjedelen af ulden deles igen, inden tråd nummer to og tre kan spindes. Tråd to skal dele en enkelt gang til to, og tråd tre skal deles i fire dele.  For hver gang ulden deles, går det hurtigere at spinde den. Det føles i hvert fald sådan, det er nok ikke helt rigtigt. 

 

 

Og så er der det med cyklen. Sidste gang jeg spandt, øvede jeg mig i at trække baglæns, mens jeg spandt. Som begynder er det nok lettest at trække forlæns, og det gør jeg mere eller mindre stadig, når jeg ikke tænker over hvad hænderne gør. 

Og så alligevel. Jeg satte mig ned, og inden jeg så mig om trak mine hænder helt automatisk og uden jeg ville det baglæns. 

Falklandsulden indbyder til at trække baglæns, og giver - tror jeg  - et ret lækkert garn. Jeg er i hver fald vildt spændt på resultatet. Og indtil da, nyder jeg hele processen med at spinde og senere tvinde.