Hallgrimskriken er med sine 74 meter, placeret på det højeste punkt i Reykjavik, blevet et vartegn for byen. Det er nærliggende at tro at kirken er den vigtigste i byen og dermed kalde den domkirke. Hallgrimskirken er en helt almindelig, dog temmelig ualmindelig, sognekirke. Domkirken er en noget mere undseelig bygning af træ, der ligger tæt ved det gamle bycentrum.
Hallgrimskirken er tegnet af Guðjón Samúelsson og opkaldt efter digteren Hallgrímur Pétursson. Det tog over fyrre år at bygge kirken, der i det arkitektoniske udtryk er hentet i den islandske natur, gletsjere, fjelde og den måde afkølet lava lægger sig lag på lag efter vulkanudbrud.
Dengang kirken blev tegnet, lå der en byplan, der ville omkranse hele den plads, kirken ligger ved, med flere storslåede bygninger, der skulle gøre den vældige bygningen med selskab og være lige så storslåede. Det skete ikke. Muligvis fordi store bygninger ikke kun koster tid.
Den store statue foran kirken forestiller Leif Eriksson, den første europæer der nåede frem til Nordamerika. Pladsen er stor og med den endnu større kirke mod de meget mindre huse bliver kirken voldsomt voluminøs at se på.
Kirken er et vartegn som den islandske turistindustri i den grad har taget til sig. Lige som man alle vegne kan købe magneter og t-shirts med tryk af omridset af Island, findes kirken også i utallige udbud.
Samtidig er det noget nær umuligt at fare vild i Reykjavik. Der findes stort set ikke et eneste sted i byen, hvorfra kirken ikke er synlig.
Den dag vi gik ud i storcentret Kringlen og købte Lettlopi i rigelige mængder, gik vi tilbage gennem en park, forbi kunstmuseet og havde det meste af vejen udsigt til det vældige tårn. Havde vi været i tvivl om vejen, havde det været let at gå efter noget kendt.
Som den står der omgivet af langt mindre bygninger er der noget storslået, der giver mig noget af den samme følelse som dengang jeg første gang stod foran La Sagrada Familia i Barcelona.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar