lørdag den 25. marts 2023

Hjemmefra

 

Første del af weekenden er brugt hjemmefra på Metalskolen i Jørlunde/Slangerup. Metalskolen ligger midt ude i ingenting med den skønneste udsigt fra det værelse jeg fik anvist og store arealer til ture ud i naturen. 

Der var nu ikke meget tid til at komme ud, men jeg nåede et par ture i det nærmeste, i et par pauser.

 

 

 

Fredag og lørdag var skemalagt til personaledage. Der var engang vi brugte en hel weekend årligt, det er med tiden skåret ned til en fredag aften og en hel lørdag. 

Dagene har stået i kalenderen længe, og vi har lagt op til weekenden over de sidste måneders personalemøder. Vi har brugt dagene på arbejdsglæde og da vi klokken tre kunne pakke sammen og tage hjemad, var vi alle helt færdige og fyldt op med en hel masse godt, som vi slet ikke er færdige med at arbejde videre med. 

Det har helt klart været et par skønne dage, jeg står tilbage med spørgsmål, som jeg gerne vil arbejde videre med, ideer og inspiration som bliver spændende at dykke ned i gennem de kommende måneder - eller år. Det vil ikke være første gang personaleudvikling  vil præge vores virke over lang tid.

 

'
 

Louise og jeg gik en tur i mørket fredag aften og nogen af de andre snakkede om Bamses hus, som vi skulle huske at se. Vi kunne ingenting se i mørket, var i tvivl om der var vej at gå på, og vendte om da vi stødte ind i en bom.

Lørdag i dagslys, viste det sig at Bamses hus, som nok ikke er Bamses hus og mangler en skorsten, lå tæt ved vejen over grønne områder, som vi under ingen omstændigheder kunne se aftenen før. 

 

 

Der er ingen tvivl om at Metalskolen ligger i skønne omgivelser, de laver god mad, sengene er lækre at sove i, og  sådan en overnatning hjemmefra giver en følelse af luksus. 

 

 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar