torsdag den 9. marts 2023

Det er jo bare Anders

 

Jeg hentede Oscar i tirsdags, til en gang overnatning. Inden da måtte jeg ringe til Anders og spørge, om han måske kunne aflevere onsdag, når jeg nu lige havde fået en fantastisk mulighed for at tage til Odense. 

Det ville han heldigvis gerne. Og Oscar var temmelig vild med ideen om at Anders skulle aflevere ham i børnehaven.

 

 

Tirsdag forløb ganske som den plejer. Oscar lavede mad, vi spiste. Hvorpå han lavede mere mad, vi skulle spise. På et tidspunkt fik han nok, ville se fjernsyn, helst Biler, senere Youtube. Af uvisse grunde landede han på en gut der laver de vildeste ting i chokolade. 

Chokolade er om ikke noget ikke farligt. Så vi så på chokolade, der næsten altid startet med et æg, og ender som alt muligt. En dinosaur, en racerbil eller et par ræve. Der er mange dyr. 

Senere skulle han i bad, der skulle børstes tænder, og inden han kunne sove læst vi de samme to bøger vi altid læser - Mulvarpen der ville vide, hvem der lavede lort på dens hoved og Sneugleungen Ulla. Derefter skulle der synges de samme to sange, der altid skal synges - Lille Blop nu skal du sove og Solskinsdag i november. Så gik han også i brædderne. 

 

 

Jeg var tidligt oppe onsdag, Oscar vågnede da jeg var på vej ud af døren og mens Anders sørgede for morgenmaden sagde jeg farvel til et barn, der havde sat sig til rette og så chokolade.

De havde en hyggelig morgen. Det havde været lidt svært at manøvrere vognen hen over al sneen og Oscar fik fortalt hvor madpakken skulle hen, selvom han synes Anders var lidt langsom når svaret på hvor madpakken skulle hen, blev; Det  nye køleskab...

Lige inden Anders gik, kiggede en anden lille dreng på ham og spurgte Oscar om der var hans morfar.

Nej! svarede Oscar, Hvor er du fjollet, det er jo Anders. 

For det burde enhver jo vide...

 

 




2 kommentarer:

  1. Hehe vidunderlig historie. Det minder mig om el lille pige, da jeg boede i en blokbebyggelse. Hun sad og græd, og ville gerne op til morfar. "Hvad hedder han?" spurgte jeg "Morfar! sfløli!" snøftede pigen. Heldigvis kom 'morfar' inden jeg nåede længere end hen til den første opgang med pigen i hånden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo heller ikke til at vide, og nu kommer jeg til at tænke på dengang min kusine skulle giftes, og hendes tilkommende måtte hjem og spørge mor og far, for han vidste ikke hvad mormor og morfar hed. Så blev det svært at sende en invitation :)

      Slet