søndag den 12. marts 2023

Afra Sweater

 

Emilie er meget knit-worthy. Hun er gået hen og blevet så glad for strik, at hun er klar til at købe garnet selv. Hun finder opskrifter og kigger garn i lange baner. Hun ender tit i det dyre garn, for det er nærliggende at kigge på det garn, opskiften foreskriver. 

 

 

Jeg besluttede at gøre et forsøg på at vise hende at når midlerne er små, når man er studerende og muligvis stadig bor hjemme, men alligevel ikke har den største indtægt, kan man godt finde garn til mindre priser. 

Derfor var alle sidste års advendtsgaver fyldt med garn fra Drops. Jeg er med på at Drops vistnok er en smule problematisk, men det er billigt, og dengang jeg var ung, var Drops også stedet at finde garn til priser, der kunne få økonomien til at hænge sammen.

Når jeg ligefrem selv gav hende garn, var jeg selvfølgelig godt klar over at det betød mere arbejde til mig. Men når hun nu er så glad for resultatet, er det en fest at strikke til hende. 

 

 

Allerede lige efter jul slog jeg op til den første trøje i en række af flere. Den er færdig nu, billederne er taget, den er i god brug, hun har heppet godt undervejs og hun efterspørger hvornår jeg slår op til den næste. Hun har en lang liste af ønsker, så det med opskrifter er ikke noget problem.

Jeg har sagt, jeg skal have bund i de projekter jeg allerede har på pindene inden der er mere til hende. Det synes hun egentlig er i orden. Men kunne jeg ikke godt lige skynde mig lidt....?

 

 

 


 

Design: Afra Sweater af Irene Lin.

 

Garn: Drops Sky i farve 14 - Light Lilac. Originalt er sweateren strikket af ren cashmere. Det måtte hun drømme sig til. 

Der gik 339 gram garn til hele trøjen.

 

Pinde: Selve trøjen og ribben forneden er strikket på en pind 4 mm. 

Ærmeribben og halskanten er strikket på en pind 3,5. 

Jeg strikkede på rundpinde, Knitpicks og træ. 


Størrelse: Ganske som vanligt, når et andet garn bliver brugt, passede strikkefastheden ikke. 

Jeg strikkede derfor efter størrelse 4, der betød at jeg endte med en størrelse 5 = et brystmål på 115 centimeter.




Bemærkninger: Emilie er vild med store ærmer. Helst pufærmer. Der er ikke så meget puf over ærmerne her, men balloneffekten solgte åbenbart også ret godt.

Jeg fulgte opskiften. (Der var kort øjeblik jeg mente, at jeg var klogere end designeren - og pillede op igen). Vi prøvede den på et par gange, så længden på både krop og ærmer blev som hun gerne ville have det. Emilie er glad for kjoler med store skørter, hun syer dem selv, og her ser det bedst ud, når kroppen er kort og stopper ved taljen, så skørtet kan bruse.

Jeg er ikke udpræget fan af garnet. Det er superblødt. Blandingen af alpaca og merino fornægter sig ikke, men  det hestetømmestrikkede garn, er nemt at hænge fast i.

Der er mange, mange, mange drejede retmasker i ærmerne - og forneden, men det føltes ikke som helt så mange - og det krævede en smule (temmelig meget) opmærksomhed ikke at stikke pinden gennem garnet og kun strikke den enkelte maske med halvdelen. 

 

 

Jeg tænker en spidsere pind end træpindene fra Knitpicks ville have været værre. Jeg ved det ikke, jeg prøvede det ikke. Jeg forsøgte bare at være opmærksom. 

Som altid var det meget hurtigere at strikke ærme nummer to, end nummer et. Og hvis jeg ikke har sagt det, er Emilie meget glad for resultatet.


Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

 

 

 



4 kommentarer:

  1. Mon Emilie kender appen Recraft? Måske det kan være en måde at få fat i de dyre garner lidt billigere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror vi har snakket om den, men det er helt sikkert værd at kigge på den igen. Tak for at huske os på den :)

      Slet
  2. Du er godt nok skrap til det der strikkeri. Det er flot, og en af de helt gode ting ved selv at strikke, er at man kan få det, som man vil have det ... hvis evnerne altså rækker, og det ser dine ud til at gøre.

    SvarSlet