mandag den 19. juli 2021

Smell the roses socks

 

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at strikke denne måneds strømper i Majas strømpesamstrik. Jeg havde købt mønstret, havde fundet garn, men gik i stå da det gik op for mig, at strømperne bliver strikket fra tåen og op.



Lidt underligt, for jeg plejer ikke at have noget problem med at vende og strikke den anden vej, hvis en opskrift viser sig at blive strikket fra tåen. Jeg er ikke helt sikker på hvad der skete, men jeg tror måske at jeg havde fået sat mig fast på at mønstret ville være pænest den "rigtige vej".

Det varede lige indtil jeg havde set mere end et par af månedens strømper strikket fra ribben og ned, med et vendt mønster, der faktisk var rigtig fint. Samtidig spøgte det der garn, der har ligget længe, og som jeg har haft lidt svært ved at tage hul på. 

Garnet er ikke et almindeligt strømpegarn. Det er ud over uld, fyldt med silke og viscose, og jeg har været lidt bange for at det ville være for ufleksibelt og ubehageligt at strikke med. 



Det med fleksibiliteten var rigtig, mens strikkebarheden viste sig at være skøn. Det ufleksible garn betyder at det færdige strik ikke giver sig særlig meget. Jeg endte med det mindste maskeantal hen over foden, mens jeg startede med en del flere masker, for at have have plads rundt om læggen. Jeg skulle måske nok have startet med lidt færre masker. 

På den anden side tror jeg ufleksibiliteten altid vil være der, og det bliver aldrig et par strømper, der sidder lækkert om foden. Men de er rare at have på. Og det tæller en hel del.










Design: Smell the Roses af Little Yellow Knithouse.


Garn: Håndfarvet strømpegarn (60% uld, 20% silke, 20% viscose) fra Herr U også kaldet Chestnut Cabin. Jeg købte garnet for længe siden, da vi var i Berlin. Farven hedder Midsommar.

Jeg brugte 63 gram til hele parret.


Pinde: 2.25 mm addi 80 cm rundpind. Jeg strikkede magic loop.


Størrelse: Jeg slog op til den største størrelse (70 masker) og tog ned ad benet ind til den mindste størrelse (54 masker).  Min fod er en størrelse 39, så selve foden passer dertil.



Bemærkninger: Jeg er ikke sikker på jeg er fan af strømpegarn, der ikke passer i den gængse fordeling af uld og slidstyrke. De færdige strømper er løse og giver sig på ingen måde. Det til trods at jeg strikkede rib i siden, for netop at få lidt mere elasticitet.

Jeg startede med 70 masker. Det var måske nok lidt for mange, med tanke på den manglende elasticitet.

Jerg strikkede det fine hulmønsterbåde for og bag, og spejlvendte det lille omsluttende hulmønster, så der var symmetri om midtermønstret.

Jeg lavede en helt almindlig ribstrikket hælflap og en stjernetå. 


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar