De sidste tre-fire år har vi i SFO taget på fælles tur i løbet af sommerferien. Vi startede med en enkelt stor tur til Lejre i løbet af ferien, der gennem årene har udfoldet sig til flere ture.
Højden var nok sidste sommer, da vi midt i restriktioner og nedlukninger fik et boost på turkontoen, og havde mulighed for at leje en bus lidt flere gange end først antaget og havde flere gode fælles ture sammen.
I år har vi også fået lidt ekstra hjælp og har på forhånd arrangeret tre ture fælles for helle SFO, store og små mellem hinanden.
I sidste uge gik turen til Lejre, vi bliver aldrig trætte af Lejre, og jeg tror det er første gang jeg ikke var med. I dag gik turen til Frilandsmuseet - vi kan åbenbart godt lide gamle huse, eller bare gammelt, for næste uge tager vi til Vikingeskibsmuseet.
Glade børn var klar til en tur mellem gamle huse og mærkelige indretninger. Spørgelystne fik de svar på mange mærkelige spidsfindigheder, og jeg nåede at fortælle endnu mere. Trods lysten til at lære blev det også hurtigt lidt kedeligt og legepladser af enhver art var langt at foretrække.
Og dermed blev der hoppet og gået på line på både udgåede springvand, stammer i flok og hvad der ellers kunne bestiges.
Lige inden frokost kom vi forbi den gamle mølle på bakken, der i tidernes morgen stod på stedet da museet blev opført. Jeg har været på Frilandsmuseet utallige gange, men aldrig været oppe i møllen. Det lod sig gøre i dag, børnene ville gerne med, og ventede gerne til vi kunne få lov at komme op.
Et begejstret medlem af Møllens venner viste rundt og jeg kom ned med ny viden, jeg aldrig har overvejet eller tænkt på. For eksempel at der sættes sejl på møllevinger, når de skal dreje rundt, at det samme sejl kan dække vingerne mere eller mindre alt efter hvor meget vind der er, og at sejlene sættes ved at lade en letmatros i mølleformat klartre op af de stigelignende vinger.
I tidligere tider kunne det hænde at nogen faldt ned eller stigerne knækkede. Ikke altid med det bedste udfald. I dag bruger man sikkerhedsliner., der trækkes ud gennem de øverste vinduer.
Det var på vej ud, at mølleren fortalte at han tit oplever børn, der tror at det at male handler om noget med pensler. Han synes det var synd at børn i dag ikke kender de gamle udtryk. Jeg styrkede hans overbevisning ved at fortælle at hver eneste gang vi arbejder med ler i Klubben og når til glaseringen, er der børn der undrer sig når jeg begynder at snakke om glasur.
Det var stadig glade børn, da vi nåede tilbage til skolen igen.
I morgen tager vi alle sammen ud og bowler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar