Ugen kort:
- Ferien er slut. I morgen venter to ugers arbejde, inden to ugers kursus. Jeg glæder mig til begge dele.
- Emilie fyldte 23 og inviterede både mormor og bedsteveninden.
- I onsdags tog de begge til Fyn og overlod os til tosomhed.
- Alle vores planlagte huslige gøremål er delvist udsat. Det var simpelthen for varmt.
- Jeg har strikket tre par strømper og syet en kjole.
- De to par var i gang i forvejen.
- Væven min mor reddede fra storskrald er kørt ud på skolen. Det bliver et spændende puslespil.
- I fredags gik turen til Helsingør, Søfartsmuseet, Teknisk museum og holden i hånd (når det ikke var for varmt)
- Jeg har spundet hver dag - ikke meget, men lidt har også ret.
- Det igangværende væveprojekt er taget af væven. Nu venter noget klip og oplæg, inden endnu tre små håndklæder kan se dagens lys.
Læse:
Sidste uges bog, gav pludselig plads til følelsen af at alt ikke var som det så ud. Den ændrede handling gjorde noget godt, men jeg er alligevel ikke solgt til flere af samme serie.
I stedet fandt jeg David Lagercrantz' fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-serie, da jeg var omkring biblioteket. Jeg vidste godt jeg manglede at læse den ene, men jeg har tydeligvis ikke fulgt med, og var ikke klar over at der allerede er tre efterfølgere.
Jeg tog de to med hjem, og var lidt usikker på om jeg havde læst Manden der søgte sin skygge. Det har jeg ikke, så nu er jeg efter en lang pause i selskab med Lisbeth Salander igen.
Det tegner meget godt.
Strikke:
Jeg har haft et lidt tykkere strømpegarn fra Madeline Tosh liggende i flere år. For et par uger siden fandt jeg det frem og forsøgte at bruge det til et par mysterysocks af en designer, der ellers laver de skønneste mønstre.
Det virkede ikke for mig. For det første var garnet for tykt, og uge efter uge måtte jeg ændre i mønstret, for at strømperne ikke ville ende med at blive for store. Da tredje uges clue i torsdags blev udgivet gav jeg op. Jeg synes ikke det blev pænt, heller ikke hvis jeg havde fulgte mønstret og ikke lavet om.
I stedet fandt jeg mønstret til Parade strømper. De findes i så stor en variation af størrelser at jeg har slået op til en noget mindre størrelse end jeg normalt ville, og det ser foreløbig strålende ud.
Inden jeg trævlede det allerede strikkede op, kunne jeg se en markant farveforskel på de to strømper, jeg var i gang med, oprullet er det tydeligt at garnet nærmest fader fra en mørk til en lys grøn. Begge flotte farver.
Det gør mig lidt spændt på hvordan de to færdige strømper vil se ud i forhold til hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar