Sidste uge var Oscar med mor hos mormor, altså måtte vi undvære. Sådan skal det være.
I dag var han hjemme igen, og klar til at spise hos os. Det var tydeligt at en uge uden far havde skabt et savn, faktisk var far den eneste der duede. Vi andre kunne til nøds bruges, hvis alt andet glippede.
Han var træt, han var farsyg og ville egentlig bare gerne hjem igen.
Vi pakkede sammen, gik ned til lagepladsen og efter en hurtig tur på den lille rutsjebane med indbygget kikkert, inden vi brugte en halv times tid på at løbe frem og tilbage over det bakkede landskab, som tydeligt var det sjoveste i hele verden.
Senere blev eddekoppespindet/klatrestativet lidt spændende. Mens Oscar kravlede op i hjørnet, entrede Emilie lidt højere og oldemoderen besluttede at det kunne hun da også, og dermed klatrede min mor let og elegant helt til tops. Jeg synes hun er supersej.
Oscar ville også op, og da Daniel har en fortid som klatremester og den grad har styr på balancen, klatrede han med barnet på armen op og overtog pladsen øverst fra min mor, klatrede ned og op igen, da barnet ville have mere.
Siddende på skødet af sin far, med god udsigt tog barnet fat i det nærmeste reb og proklamerede at nu ville han klatre ned. Næ nej, sagde far, Du holder fast i mig, så klatrer vi ned sammen.
Inden alle tog hver til sit, blev det tid til en lidt mere stille tur på den store gynge, som far svingede mens fasteren satte sig godt til rette sammen med barnet.
Og med det følger en bunke billeder, som rent billedemæssigt ikke er særlig gode, men som jeg er sikker på at kunne glædes over at gense, når jeg en gang imellem bladrer gennem sider og indlæg i tilbageblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar