Tour de Fleece - uge 1

 

I omkring femten år har spindere verden over udfordret sig selv, når de gennem de tre uger cykelsportens elite forcerer bjerge i Frankrig, spinder på livet løs, med et mål om at spinde på livet løs, spinde noget de ikke har prøvet før, eller på anden måde tage udfordringen op.

I år er selvfølgelig ikke nogen undtagelse, og selvom jeg ikke har lyst til at spinde så gnisterne slår, er der alligevel en udfordring i at spinde hver dag, se hvor langt jeg når, uden at overanstrenge knæ og stadig have tid til at strikke eller hvad jeg ellers har lyst til.

Jeg besluttede at det grønne uld jeg selv farvede skulle være mit Tour-projekt, startede faktisk et par dage før, huskede næsten at tage billeder hver dag og endte den første uge med at have to næsten fyldte spoler. 

De små spoler der hører til den lille rok kan ikke indeholde store mængder uld, og de lidt over firehundrede gram merino jeg endte med at have, vil nok i sidste ende skulle fordeles på seks spoler, for også at have en fornuftig fordeling til at tvinde et tretrådet garn.

Altså er de første to ikke fyldt helt op. Den tredje skal gerne fyldes nogenlunde ligesådan og de sidste tre vil nok indeholde hver ende med at indeholde lidt mindre.

Jeg spandt hver dag. Jeg kan konstatere at tre kvarter - ad gangen - er omkring maksimum mit knæ bryder sig om. Jeg kan sagtens spinde tre kvarter flere gange om dagen, men mindre endnu flere gange er i virkeligheden det der føles bedst.

Når ulden er forberedt som den er her, i meget små portioner, er det let at sætte sig ind imellem og spinde to-tre-fre-syv-ti små dunter ad gangen og så bliver det pludselig til noget.

I Tour de Fleece Touren er planen er holde sig til ruteplanen for cykeltouren - hold hviledage som på touren, udfordre dig selv ekstra meget på de hårde cykeldage eller spind i lang, lang tid på de lange etaper. 

Jeg holdt ikke hviledagen i hævd. Til gengæld lod jeg rokken blive hjemme (kunne ikke lige overskue at spænde den øverst på cyklen og med toget - og hviler derfor hele denne uge.

Jeg har heller ingen intentioner om at blive færdig i løbet af tre uger, men det at vide at der verden over sidder spindere og spinder af hjertets lyst, får mig alligevel til at spinde lidt ekstra som dagene går.

De to fyldte spoler er mere end jeg havde forventet - og ja, jeg ved godt at der rundt om sidder folk og  spinder i et tempo jeg slet ikke kan følge, måske slet ikke har lyst til at følge - og jeg er list spændt på hvor langt jeg når, når vi igen er hjemme og den sidste uge står for døren.