torsdag den 29. juli 2021

Langelinie


Selvom antallet af børn hen over en sommerferie ikke er overvældende, glæder vi os over betydningen af at børnene dermed holder ferie og får gode oplevelser andre steder.

Det betyder også at de børn der kommer hos os, kan have brug for at få nogle oplevelser, som de kan fortælle om når ferien er slut og alle er tilbage.



Den gruppe børn der har været her siden jeg kom tilbage fra ferie, synes i nuet at computere er det bedste. Der er ingen tvivl om, at når færre børn skal deles om computerne giver det en anden dynamik og samtidig er de rigtig gode til at spille sammen og have det sjovt. 

Alligevel synes vi voksne at de skal have noget andet at fortælle om, når ferien er slut, og de tager heldigvis også glade med på tur.

Og dermed pakkede vi tirsdag ungerne sammen, fandt buskortet frem og tog til Langelinie. 

Det er klatrebørn vi har med på tur. Alt der kan klatres på, bliver klatret på. Jeg tænker det er godt for balanceevnen og mobiliteten. Altså kan det god tage noget tid at gå bare et kort stykke.




Halvvejs nede ad den lange kaj, var sulten så stor at vi besluttede at sætte os på kanten af Det genetisk modificerede paradis, og kigge lidt på Den genetisk modificerede lille havfrue. Begge af Bjørn Nørgaard.

Der var ikke vand i Paradiset, så det var muligt at komme tæt på figurerne. Det benyttede børnene sig af, og var både nysgerrige og lidt frastødte. Det er ikke altid nemt, når modellerne ikke har tøj på.

De kunne sikkert have blevet ved med at lege, men målet var ishuset ved enden af kajen, og is lokker altid godt. Udstyret med vafler og is, der smeltede i solen, satte alle sig godt til rette med benene ud over kanten, udsigt til Trekroner og spise med stor fornøjelse. 



På tilbageturen gik vi forbi den rigtige lille havfrue og tog de anbefalede turistbilleder, før vi satte næsen hjemad. 

Ved Valby Station kunne vi konstatere at det havde regnet. Det viste sig at København og omegn havde været udsat for et massivt regnskyl, som på ingen måde havde været i nærheden af Langelinie. 

Dejligt for os!








Ingen kommentarer:

Send en kommentar