onsdag den 18. oktober 2017
Onsdagsmasker
Onsdag er halvvejs i ferien, onsdag er det ugentlige indlæg og onsdag har Sille fødselsdag.
Jeg har fri, har lovet at dedikere dagen til fødselaren. Silles mor kommer med kage, Silles far har lovet at sørge for aftensmaden. Alt hvad vi skal er at hygge, snakke og kigge på babyen.
Onsdag er slet ikke så ringe endda.
Læse:
Døden løber maraton var spænding fra ende til anden. Cirka. den udpegede morder var hurtigt for oplagt, og den virkelige holdt sig udenfor rammerne længe nok til at holde spændingen.
Andre ville nok have regnet det ud, længe før mig. Men jeg regner sjældent når jeg læser krimier, tager oplevelserne som de kommer og har selvfølgelig alligevel nogle observationer undervejs.
Sådan er vi så forskellige.
Næste bog i rækken - Åbent hus - startede med en alt for lang forhistorie, der fik mig til at kede mig lidt. Da mordet endelig blev begået og historien kunne tage fart, gav forhistorien mening og med et indblik i morderens tanker, uden at vide noget som helst om hvem, er der lagt op til endnu en spændende historie.
Jeg er ikke helt sikker på at baghistorien er helt så god, som andre krimiserier, men den vokser og bliver måske alligevel hen ad vejen rigtig god.
Strikke:
Tredie del af Stephen Wests mystiske sjal tikkede ind sent fredag aften. Længe ventet og med en start der umiddelbart til at have med at gøre. Herfra løb det ud af en tangent, hvor jeg ikke kunne se mig selv.
Kæmpestore huller i strik er ikke min favorit. Jeg synes ikke det så pænt ud. Patent er godt, jeg kan godt lide patent - også selvom det tager afsindig lang tid at strikke. Specielt når der er over ottehundrede masker.
Skift mellem patent og retstrik synes jeg blev lidt for kedeligt. Så jeg lavede om, håber det passer med resten og strikker endnu lystigt derudaf.
Jeg lukkede hullerne, droppede retstrikken og strikker patent over alle mere end ottehundrede masker. Det tager lang tid. Specielt når der på hver fjerde pind skal tages både ud og ind. Men jeg synes det bliver pænt.
Jeg er nået cirka halvvejs med den opfordrede længde. Der er nemlig frit valg. Jeg vil gerne nå dobbelt så langt. Jeg vil også gerne have alt det turkise garn brugt op. Om det bliver kortere eller længere kan jeg ikke overskue endnu.
Så jeg strikker, når der er tid. Bliver færdig, når jeg bliver færdig og har lige nu ikke travlt med at vente på næste del.
Patent over så mange masker tager lang tid. Jeg strikker sjældent koncentreret med så mange masker på pinden. Der skal stoppes op og flyttes masker - forsigtigt, der skal snakkes lidt undervejs, drikkes, spises og måske se lidt nærmere på baggrundsunderlægningen i fjernsynet.
Sådan en pind tager alt mellem en halv og en hel time, når jeg strikker patent.
Men det bliver pænt.
Tredie del krævede mange maskemarkører. Flere end jeg lå inde med. I første omgang satte jeg hver anden, men det er lettere med dem alle sammen. Altså har jeg haft gang i wire og perler. Det var hyggeligt. Hvis ikke jeg hellere ville strikke, kunne jeg godt have fortsat.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar