Jeg gik på en hippieskole, dengang i halvfjerdserne, hvor børn blev taget alvorligt, blev lyttet til og taget med i diskussioner og debatter.
Dengang der blev kæmpet for en syvogtredive timers arbejdsuge, var vi med. Vi demonstrerede på Christiansborgs slotsplads og havde badges hvorpå der stod: 37 timer nu! Vi vidste hvad det handlede om, for det var vi ikke bare blevet fortalt, vi havde også snakket om det, talt os ind i problematikkerne og fået forståelse for baggrunden. Selvfølgelig var vi farvede - det var en lilleskole, holdningen var temmelig klar. Og vi havde vores egen fane med hammer og segl (til et par mødre - min indbefattet - pillede hammer og segl af. Men den var stadig rød.).
Det jeg husker bedst fra den demonstration var ikke mængden, holdningerne, talerne eller alt det andet, som jeg kunne have husket. Næh, det jeg husker bedst, var den lille ældre dame med stok, der skældte Sille og jeg ud, da vi var på vej videre ud i Københavns gader med vores badges på frakkerne. Det ved I slet ikke noget om! I kan slet ikke deltage i sådan en demonstration, skældte hun og talte ned til os i et tonefald vi slet ikke var vant til.
Den talen ned til. Det husker jeg bedst. Følelsen af indignation står stadig tydeligt tilbage. For hvordan kunne hun tillade sig at vide noget som helst om os, og hvad vi vidste og ikke vidste?
Hippieskolen betyder ikke kun at jeg blev taget alvorligt, og forventede det. Den betyder også at fagbevægelsen i min optik er vigtig, og selvom det godt kan være noget kedeligt at lytte til den ene taler efter den anden, sidder jeg hvert år med, når der holdes generalforsamling.
Normalt er det en hverdag. I år blev der prøvet noget nyt og en lørdag sat i spil. Jeg er ikke tilhænger af lørdage til generalforsamlinger, og håber bestemt vi vender tilbage til hverdagene næste år. Jeg er åbenbart ikke den eneste der synes lørdage skal bruges på noget andet, for der var forbavsende få deltagere, hvorfor vi endte i BUPLs eget hus i Ballerup.
Det var til gengæld meget hyggeligere end de meget større rammer, der plejer at være. Jeg er stor tilhænger af mindre forsamlinger. Her skinner min introverte side igennem.
Men det var faktisk nærmest hyggeligt. Jeg nåede at blive både positivt og negativt overrasket, for hvor sker der meget forskelligt ude i de forskellige kommuner. Og mellem alt det alvorlige er der masser af plads til sjove indfald.
Og sangen fra overskriften - den har hippieskolen sørget for, at jeg stadig kan udenad.
Man må gerne strikke til generalforsamlinger, og der bydes på god mad. Så nu er jeg både mæt og færdig med første clue af Stephen Wests mystiske sjal. Andet clue har ventet siden i går.
Jeg tænker at resten af lørdagen snildt kan bruges i sofaen sammen med en serie på Netflix og clue nummer to.
Søndag har jeg nemlig helt andre planer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar