Vinduespladsen

Jeg var på Frederiksberg i dag. Med den tiltagende vind, lod jeg cyklen stå og steg i stedet på bussen, der kørte fra Vanløse til Frederiksberg nærmest på slaget tolv.

På et hjørne stod en gruppe klar med plastikstrips, stiger og pap med påklisterede smilende ansigter. De og mange andre var i fuld gang, da jeg hoppede af bussen.

Det er imponerende hvor hurtigt flokke af frivillige kan sætte valgplakater op. Der gik ikke mange øjeblikke, før hele pladsen foran Frederiksberg Rådhus var plastret til. Jeg kunne ikke lade være med at føle en smule beundring.





Jeg lod Rådhuspladsen bag mig, og fortsatte til en yndlingslegeplads - Creative Space. Jeg havde ikke bestilt plads, og håbede bare at de kunne finde et lille hjørne til mig. Det hjælper åbenbart at have været der før, at vide hvad det drejer sig om, ikke have brug for hjælp og forstå hvordan materialerne fungerer.

Lynhurtigt sad jeg bænket ved vinduet.

Vinduet er hvad man kan få, når man ikke har bestilt plads. 

Jeg har siddet ved vinduet en gang før. Dengang brød jeg mig ikke om det - følte mig en smule sat i bur og kigget ind på udefra. Noget nær overbegloet.

Sådan har jeg det stadig. Men på en smågrå blæsevejrsdag i november, vinder lyset over lysten til at løbe skrigende væk. Bare få meter inde i lokalet er der halvmørkt, og jeg endte med at være glad for pladsen mod dagslyset.

Og så kan sådan en vinduesplads være en god mulighed for at øve sig i at ignorere alle dem, på den anden side af vinduet.







Også dem der ikke kiggede ind, men bare gik forbi. Dem er der i virkeligheden nok flest af, men når jeg sidder med hovedet ned i malearbejdet, føles det som om alle stopper op og kigger ind. Det kan endda føles temmelig intimiderende når noget blåt bliver stående og kigger og kigger og kigger meget længe.

Og lidt pinligt, når man endelig selv kigger op, kun for at opdage at det blå er en barnevogn parkeret udenfor.


Hvad jeg lavede er selvfølgelig en hemmelighed - men ikke særlig originalt. Nu venter jeg spændt på at se resultatet, når jeg næste weekend kan hente det færdige stykke porcelæn.