Den utrolige historie om sædet i en bus

Efterårsferien er i fuld gang. Det er ikke mange børn vi har fornøjelsen af, men selvom det er lidt kedeligt, er det også godt at vide at børnene bruger tid med deres forældre.





Det er ikke mange år siden, vi klagede over børn, der brugte alle deres ferietimer i institutionerne, men forældrene holdt ferie. Sådan er det ikke mere. Det er muligt at forældre på andre områder er til at klage over, men at de bruger tid med deres børn, er ikke længere en ankemulighed.

Vi pakkede dagens fire børn sammen og tog i biografen. Vi så Den utrolige fortælling om den kæmpestore pære, og selvom der er mange bandeord i filmen, og den aldrig ville være mit personlige førstevalg, var det en lille hyggelig film med mange gode replikker.

Den er bygget på bogen af samme navn, tegnet af Jakob Martin Strid, og præsenterer ud over et sjovt plot, også et levende og meget arketypisk persongalleri.

De fire børn, synes den var afsindig morsom og opførte sig til UG, kryds og slange. Dem kan vi godt have med en anden gang.





I bussen på vejen hjem blev jeg fanget af et optrin, som jeg stadig ikke har forstået, og som fik mig til at krympe tæer over hvordan mennesker kan opføre sig over for hinanden.


Der var god plads i bussen, da vi stoppede ved et stoppested og tre-fire passagerer stod om bord. Forrest kom en dame, der tydeligt havde været gennem en kræftbehandling, eller andet, og på hendes hoved var fine dun ved at vokse frem. Hendes helbred har som sådan ikke noget med historien at gøre, andet end muligheden for at kalde hende den dunede, og at almindelig pli og dannelse burde få de fleste til at være lidt mere skånsomme.

Den dunede dame satte sig på den bagerste, nederste plads i bussen. Hun fyldte to sæder, men der var masser af andre tomme pladser, så i min optik var det ikke noget problem. Bag hende kom en anden dame - den stirrende - hun stoppede op og stirrede på den dunede, så jeg et øjeblik troede de kendte hinanden.

Den stirrende blev stående, nærmest nedstirrede den dunede og stillede sig endnu tættere på. Den dunede sad på sin plads, jeg er faktisk ikke helt sikker på hun opdagede den stirrende. I hvert fald ikke først. Den stirrende kiggede lidt rundt, gik et skridt i den ene retning, vendte tilbage og stirrede på den dunede. Hun gentog et par gange, stod helt tæt på, inden hun gav op og satte sig på et tomt tomandssæde, to trin oppe, med god udsigt ud og gennem bussen.

Hun nåede at rejse sig et par gange, gå mod sædet med den dunede og tilbage til det nye sæde.

Et par stop længere henne, stod pludselig en anden dame - der lignede den stirrende til forveksling - og med fagter tydeliggjorde, at hun ville havde sædet ved siden af den dunede. Lynhurtigt rejste den stirrende sig og nåede også frem til sædet. Den stirrende stod så tæt, at den dunede nærmest ikke kunne komme op og overlade det inderste sæde til den nye dame. Den stirrende stod nu så tæt, at der ingen mulighed var for den dunede til at komme tilbage på sin plads, så hun opgav med det samme og stillede sig i stedet over til døren, hvor hun stod flere stoppesteder, inden hun skulle af.

Imens overtog den nye dame og den stirrende pladserne. De var åbenbart sammen, og det var tydeligt at det kun var de to pladser i hele bussen den duede. Den stirrende havde jo allerede kapret et dobbeltsæde - med udsigt - men det var ikke længere spændende.

Ret hurtigt fik de fundet et kort med busforbindelser frem. De forsøgte også at orientere sig i forhold til hvor vi var nået til. Da de sad på de nederste sæder, hvor udsigten både ud og inde i bussen er elendig, var den stirrende nødt til at rejse sig, for overhovedet at lokalisere omgivelserne og sammenligne med kortet.

Hun endte med at blive stående op. Den nye dame blev siddende og den dunede stod ved døren, forvist fra det nu tomme sæde hun oprindelig havde slået sig ned på, mens den stirrende kunne have delt pladsen på sædet højere oppe - have siddet ned og samtidig kunne orientere sig om omgivelserne.





Jeg var helt ærlig målløs.

Og jeg forstår det stadig ikke...