Sidste gang jeg flyttede rundt og rykkede bøger ud af reolen, dukkede et bogmærke op. Det har uden tvivl siddet der længe, og jeg ved jeg har flyttet både bogen og reolen flere gange, uden at se det.
Bogmærket sad i Den sidste Mohikaner, og jeg er temmelig sikker på at Daniel har været i gang med læsningen. Temmelig sikker, fordi bogmærket tilhørte Daniel.
Det er mere end fem år siden han flyttede hjemmefra.
Jeg gemte både bog og mærke, til en dag han kom forbi. Han synes det var sjovt, men ikke sjovt nok til at ville have mærket med. Jeg måtte meget gerne overtage - og skulle han læse videre om indianere og Falkeøje, mente han det bedst at starte forfra.
Altså har jeg brugt det, siden jeg forlagde det fine bogmærke med Mona Lisa, jeg købte i Paris sidste år. Daniel mente også at jeg sikkert ville værdsætte det mere end han selv ville.
At bogmærket er lavet dengang han gik i tredie klasse fremgår tydeligt. At han på forsiden har tegnet ikke mindre end to spejlvendte D'er, tyder bagsiden på at han ikke altid gjorde. Men måske var D'er sværere at tegne end skrive.
Jeg er glad for bogmærket, der altid har været bogmærke.
I min kalender sidder et andet - fra Emilie - der ikke fra starten var tænkt som bogmærke. Men mere om det en anden dag.
Det er da dejligt at finde sådan et bogmærke! Det ser slidstærkt ud, og det er sjovt med minder på den måde. Heldigt, at han ikke ville have det....
SvarSletChristunte, du kan tro jeg var glad for, at han ikke ville have det :)
Slet