Mosekonebryg

Jeg måtte stoppe op og finde kameraet. Lige inde til venstre viste sig det smukkeste syn af mosekonebryg over en grøn mark midt i bebyggelsen.





Jeg var på vej mod stationen i Næstved efter en weekend i flytningens tegn. Min søster er flyttet hjemmefra. Hun har fået fat i et funktionelt lille rækkehus til alt for mange penge i det sydlige Næstved.

Når jeg siger lille, er det ikke helt forkert. Nok er der højt til loftet, men hun må sove i stuen, mens mindstebarnet får eget værelse og de to store må deles med den nyligt vundne kanin om det sidste. De må også deles om pladsen sammen med alt det, der skal være plads til, men som ikke lige skal stå fremme.

De klarer det nok, for de har opsat base hos det fædrene ophav - der i øvrigt flyttede først.

Mellem flytning, samling af et skab og hentning af mindstebarnet, nåede vi også en tur til Nakskov, familiehygge og det årlige træf mellem fætre, kusiner, forældre og børn.

Skabet var samlet og stuen begyndte at ligne en stue, da jeg sagde farvel, lovede Zacharias at vende tilbage når han om cirka fjorten dage holder fødselsdag og satte mig for at gå de tre en halv kilometer til stationen.

Jeg kunne ikke nå at træne, og stålsatte mig i stedet mod gang i rask tempo. Tempoet blev brat sat til nul, da jeg kiggede til venstre og så marken med den tætte tåge.


Mosekonebryg er temmelig smukt.

Og meget eventyragtigt.