Vi havde været på Marinemuseet i Hamborg. Helt sikkert et spændende museum, men tekniske museer af enhver art har åbenbart en tendens til at få mig ned med nakken.
Det kunne selvfølgelig også godt handle om, at vi havde været der fire timer. Anders kunne muligvis godt være fortsat, men han havde set det vigtigste og mens jeg var ved at gå helt sukkerkold, måtte han også indrømme en smule sult.
Men hvad skulle vi spise? Anders slog op på må og få på dertil indrettede netforbindelser og endte med at foreslå fisk. Joh.. sagde jeg - noget tøvende, men jeg havde ikke et bedre forslag, og vi vendte næsen mod U-bahnen og et par retningsskift til Feldstraße Station.
Nærmest lige til højre, på modsatte side af vejen, har Karofish til huse. Klemt inde mellem en kiosk og en tøjbutik, og med de obligatoriske sammenklappelige borde og bænke foran, ser det ikke ud af meget udefra, egentlig heller ikke indefra. Lillebitte og meget overfyldt. Og med en oplevelse af grillbar, snarere end lækker spise.
Vi var ved at vende om, men havde ikke noget alternativ, da der blev plads, vi hurtigt blev tilbudt et bord, og på ingen tid sad bænkede. Den sparsomme plads og de tydelige stamkunder mellem os andre, gjorde det hurtigt klart at her rykker man sammen. Der skal være plads til alle, og man deles snildt om bord og stolepladserne.
Menukortet var overskueligt. En hel masse fisk, af hvilke jeg ikke kendte alle. Eller i hvert fald ikke kendte de tyske benævnelser. Vi besluttede at hoppe ud i det, og bestilte en tallerkenfuld af fem forskellige fisk. De to var vi sikre på hvad var, den ene var der lidt usikkerhed omkring, og de sidste havde vi ikke det mindste clue om hvad ville være.
Hvad der ikke stod på menukortet var, at man vælger mellem kartofler eller lynstegte grønsager som tilbehør. Anders valgte kartoflerne, jeg valgte grøntsagerne og blev lidt bedre stemt over det lille travle sted. Da det så oven i købet viste sig at fisken lå friskfanget på is i en montre, blev skåret ud lige inden tilberedningen og nærmest ikke kunne være mere frisk steg forventningen til højere luftlag.
Det var godt. Rigtig godt. Anbefalelsesværdigt godt.
Eneste anke var, at den iskolde cola jeg havde glædet mig til, siden vi forlod museet, viste sig at være lunken.
Det var uden tvivl ikke med vilje, men et forholdsvist lille køleskab og en høj gennemstrømning betyder ganske enkelt at drikkevarerne ikke kan nå at køle ned i samme fart som bestillingerne modtages.
Vi gik glade og mætte derfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar