Og moralen er...

Søndag har været noget nær så absolut ingenting. Jeg tror jeg havde brug for det.

Lørdag var der fødselsdag, i min søsters nye hjem, for Zacharias der fyldte ti. For en gangs skyld kom alle de inviterede og det er nu bevist at der kan sidde fjorten mennesker om bordet i det lille køkken. At man på skift skal rejse sig, når nogen skal rundt, er noget helt andet.

Men når selskabet er skønt, er det godt at komme hinanden ved.





Det blev sent før jeg var hjemme, og jeg klager ikke over en søndag med mulighed for ingenting. Eneste punkt på dagsordnen lød på træning. Helt ærligt var det ikke lysten, der drev værket. Jeg havde faktisk virkelig ikke lyst. Men jeg gjorde det, ganske enkelt fordi det vil det meget nemmere at springe over næste gang, hvis jeg først har sprunget over een gang.

Og det vil jeg ikke!

Da først jeg stod i træningscentret, gad jeg faktisk godt.

Det er en rar fornemmelse.

Jeg stoppede ved Fakta på vejen hjem. Udenfor var et skænderi i gang. De råbte stadig af hinanden, da jeg kom ud igen. Jeg fik ikke hele historien, for jeg stoppede ikke op og lyttede, men det jeg hørte gav god grobund for en sjov historie.

Neden for Fakta er parkeringspladser. Her holdt en del biler og en mand stod op ad den ene og råbte. Bag bilerne, mod Fakta er en stensætning, der dels danner mur om det sommerlige blomsterhav, dels ofte bliver brugt til at sidde på - gerne i gruppevis med øl i hånden. I dag sad en flok gutter, hvoraf den ene også råbte. De andre prøvede til sidst at stoppe ham.





Så vidt jeg forstod historien sad mændene med øl nok så hyggeligt og snakkede da manden i bilen kom kørende og parkerede. Ulovligt! Han måtte have flyttet bilen efterfølgende, for den holdt ikke ulovligt da jeg kom.

Den ene af ølmændene havde taget et billede og ville sende det til politiet, så bilmanden kunne få en bøde.

Det var her det blev sjovt. For det viste sig at bilmanden var parkeringsvagt og måske var på vej hjem. han havde i hvert fald stadig sin parkeringsvagtfrakke på.

Ølmanden - som råbte højest - havde sit på det tørre. Som han sagde; Kan du se hvor roligt jeg tager det? Jeg kan tage det helt roligt, det er ikke mig, der parkerer ulovligt!

Parkeringsvagten var ikke tilfreds.

Ølmanden var på ingen måde truende, han sad, råbte godt nok, og sagde faktisk alle de rigtige ting i forhold til at komme ned ad konflikttrappen - men var tydeligvis indigneret over at en parkeringsvagt kan parkere ulovligt.

Parkeringsvagten kunne under ingen omstændigheder høre alle de konfliktnedtrappende udsagn. Men på den anden side er råberi ikke særlig nedtrappende. Og måske er det også sværere at høre, hvis man lige er blevet taget på fersk gerning - med den der parkeringsvagtfrakke på.

Jeg cyklede hjem, og fik aldrig enden på historien.


Men jeg kan godt se det for mig som en lille tegnet børnebog, der munder ud i noget om morale.