Efterårsferien er slut, en herlig uge, med alt for meget tid og alt for lidt nået, er slut.
Fredag åbnede jeg og kunne derfor gå tidligt hjem. Så tidligt at resten af dagen hurtigt kom til at føles som lørdag, og jeg nu går rundt i en stemning af søndag. Det er skønt sådan at få en delvis forlænget weekend serveret.
I kælderen roterer vasketøjet og i sofaen ligger det Westknitske sjal. Jeg strikker og strikker, uden at det føles som kommer jeg meget længere. Planen om at bruge alt det turkise garn inden næste clue vipper for og imod med mellemrum.
Jeg mangler tre pinde for at have nået det foreskrevne mål. Dem skal jeg nok strikke. Men skal jeg strikke længere? Jeg tror et par gentagelser eller tre kan blive pænt. Jeg tror at sjalet kan bære det. Men det fjerde clue, der ligger i min indboks, og har ligget der siden i går, trækker slemt.
Jeg har ikke kigget, jeg har ikke engang åbnet, ej heller printet. Jeg venter til jeg er klar. Spørgsmålet er hvor længe jeg kan vente. Jeg plejer ellers at påstå, at jeg er behæftet en god gang tålmodighed. Nu er spørgsmålet hvor længe tålmodigheden rækker.
For jeg tror stadig det vil være pænt med alt det turkise strikket med...
Og mens jeg tænker, forbereder jeg endnu et projekt. Et projekt der har været i gang et stykke tid, men lige mangler at nå dertil, hvor det er nemt at tage med, og store tanker kan pakkes væk.
Der er kursus på mandag og temadag på tirsdag. Begge spændende dage, som virker bedst for mig, hvis jeg har noget mellem hænderne. Noget der ikke kræver de store tanker, men blot handler om at flytte maske efter maske, mens garnet flyder mellem fingrene.
Det kræver forberedelse, som lige nu har større prioritet end patent over mange hundrede masker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar