onsdag den 11. maj 2016

Guldbryllupsfad


De sidste dages sol er udnyttet i haven. Vi mødes når arbejdsdagen er slut, og når en lille smule mere for hver dag. Der er lang vej igen, men et par timer i solen giver alligevel en oplevelse af at nå noget.

Vi er trætte når vi kommer hjem. Nyder de sidste solstråler på altanen og kravler tidligt til køjs.


Guldbryllupsfad - før brænding


I dag må Anders nok klare haven alene. Jeg gider godt, men jeg når det nok ikke. Sådan er der så meget og nogen gange er der andre ting, der er vigtigere.

Weekendens feststemning og møde med familie jeg alt for sjældent ser, sidder stadig i kroppen som en god oplevelse. En god oplevelse var det også at se guldbrudeparret pakke fadet ud, som jeg malede sidst jeg var forbi Creative Space. Det var meningen det skulle bringe glæde – og det gjorde det.

Så kan det ikke blive bedre.


Guldbryllupsfad - efter brænding


Og igen bliver jeg slået af det magiske over den brændte og ubrændte glasur. Det er aldrig til at vide, hvordan det færdige resultat ser ud.

Det var spændende timer jeg brugte dengang for flere uger siden. jeg var usikker på hvor mørk farven ville blive, og passede på ikke at få for meget farve på. Til prikkerne brugte jeg fire forskellige lyse farver, som blev blandet mellem hinanden. Lysest i den ene ende og mørkest i den anden. Det er ikke til at se på billedet, men der var en tydelig forskel på farvevirkningen hen over fadet.

Det er nærmest terapeutisk at sætte prik efter prik, og måske er det derfor jeg er vendt tilbage til prikkerne hver eneste gang jeg har været der.


Guldbryllupsfad


Og mens glæden over familiekomsammen stadig sidder i blodet, trækker det sammen om endnu en familiesammenkomst.

På lørdag er der bryllup i den anden del af familien. Denne gang går turen ikke kun til Fyn, vi skal meget længere – nord for Skive, syd for Mors, og trods kiggen i rejseplanen blev vi hurtigt enige om at bilen er værd at medtage.

Jeg glæder mig til en tur ud i familieland igen.


4 kommentarer:

  1. Wow Pernille, jeg ville også blive henrykt over sådan et fad. Og det lille hjerte, er da bare prikken over i'et ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, der var også lykke og hjertet var netop ment som prikken over i'et - det var trods et bryllup vi fejrede :)

      Slet
  2. Hvor må det være dejligt at have en stor familie, det kan jeg godt misunde dig - på den gode måde altså
    Fadet er virkelig smukt, og hjertet passer jo helt perfekt til lejligheden

    SvarSlet
    Svar
    1. Lydert, jeg har egentlig altid tænkt jeg har en lille familie. Men som tiden går, bliver den større og større :)

      Slet