fredag den 6. maj 2016

Vi ses i Ringsted


Jeg havde ærinder i København i dag. Ikke mange, nærmere et par småting jeg ikke kunne finde i Rødovre.

Altså havde jeg god tid til at daske gennem byens små gader, mod Rådhuspladsen og ende langt ude ad Vesterbrogade hos Sille, da hun nåede hjem fra arbejde.


København


Vejret var skønt, og det var dejligt sådan at nå det hele, få tid til venindesnak og stadig nå hjem og gøre klar til morgendagen.

I morgen går det nemlig løs igen. Min mors storebror har været gift med min tante i halvtreds år lige præcis i morgen. De har kaldt til samling, jeg har pakket gaven ind, og nu mangler kun at beslutte hvilken kjole jeg skal tage på – og stryge.

Jeg mangler også at pakke til lidt af hvert. Korte ærmer, lange ærmer, strømper, jakke, varmt og flere forskellige par sko. Nærmest hele dagen er afsat, vi starter i haven og ender i noget ædlere omgivelser med fint bestik – derfor de mange beslutninger, der også kræver indpakning til hjemturen.

Det kan hurtigt blive sent, inden vi kommer hjemad igen.

Og med sporarbejde var det ikke nemt at finde vej. Søsteren min tager bilen med, for de finere omgivelser ligger langt fra alting. Hun mente at Ringsted ville være et godt opsamlingssted, men Ringsted ligger midt i sporarbejdet og indsatte togbusser.

Jeg har ikke noget mod sporarbejde, eller togbusser som sådan. Det er vigtigt at udbygge, renovere, tiltage og sørge for at trafikken virker i hverdagene. Selvfølgelig skal sådan noget gøres i ferier og weekender. Jeg er bare ikke særlig vild med at køre i bus, og tager gerne en omvej, hvis det betyder at jeg kan undgå.

Altså tager jeg til Næstved i morgen. Der er også sporarbejde, men toget kører alligevel – om Køge i stedet. Ann-Dorthe skal alligevel nærmest forbi stationen i Næstved og hun gider godt samle mig op der. Hun synes ikke engang jeg er tosset, selvom jeg mente hun gerne måtte synes det. Min mor og Annelise derimod – de tager til Ringsted, regner med bedre plads i togbussen end i det overfyldte Europatog. Måske har de ret.


Men altså – vi ses i Ringsted.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar