Tivoli

Onsdag før Kristi Himmelfart er Tivolidag. Det har det været lige så længe jeg har været ansat i SFO, det har det været længe før, og det vil det være i mange år fremover.

Børnene begynder allerede at snakke om næste års tur, når vi sidder i bussen på vej hjem, og det er ikke en af de arrangementer, der mangler deltagere til. Det er et par måneder siden, de første meldte sig til, og stakken af billetbestillinger voksede støt i dagene op til sidste tilmeldingsfrist.

Klokken to i går eftermiddags stod hele gruppen klar, bussen holdt og ventede uden for skolen og langt de fleste havde hørt efter, og havde turtasken pakket med ekstra tøj tíl når solen gik ned, og varmen forsvandt.

Det var et fantastisk vejr at være af sted i, i går. Og når vejret er godt går tiden stærkt. Pludselig var klokken atten, mødestedet skulle besøges og vi voksne finde ud af at spise. Det var nu ikke svært, ingen børn skulle i år gå sammen med voksne, så vi gik rundt alene og mødte igen og igen glade børn, med strålende øjne og vilde smil.

De store, der har været af sted før, havde styr på det hele, mens årets kuld af tredieklassesslever var noget mere uskolede. Ingen går rundt alene, reglerne om at finde hinanden, hvis man bliver væk bliver gennemgået inden de sendes af sted. Om det var vejret, børnene eller om vi bare ikke var særlig informative skal jeg lade usagt, men aldrig har jeg oplevet en gruppe børn, der i den grad glemte alt om hvordan man er i Tivoli med Klubben.

Ingen blev for alvor kede af det. Men de blev væk fra hinanden konstant og synes ikke der var noget mærkeligt i at gå rundt alene og lige prøve et par ting. Når vi konfronterede, synes de bare vi var mærkelige og når grupperne var samlet igen, løb de af sted til endnu engang at komme bort fra hinanden.

Jeg tænker de er blevet klogere til næste år. Og ellers må vi have gang i den der seleproduktion, der i morsomme øjeblikke var et gennemgående tema.

Jeg bliver mere og mere sart som årene går. Den gamle rutsjebane skal jeg selvfølgelig op i, men så har jeg sådan set også fået nok. Årets nye forlystelse så jeg på, på afstand og havde ingen behov for tættere oplevelser. Men da Louise fik lovet at gå i himmelskibet med et barn, og der ved siden af stod et andet barn og manglede en makker slog jeg alligevel til.

Emilie lokkede mig derop for et par år siden, og jeg mente at vide, at bare jeg holdt blikket rettet mod horisonten skulle det nok gå godt. Altså sad vi inden længe godt spændt fast med både bøjle og sele – jeg synes nu godt der kunne have været et par armlæn også - og var klar til turen enogfirs meter over København.

Det blæste mere i går end jeg lige troede, og da først vi svingede rundt oppe i højderne og sædet blev vredet skævt af vinden, var blikket mod horisonten ikke til meget hjælp. Jeg blev svimmel og valgte at lukke øjnene. Det virkede til gengæld fint, og i sædet ved siden af sad Mie og grinede hele turen, mens hun kunne fortælle at nu kørte vi ned og nu kørte vi op og nu kørte vi ned igen.

En gang imellem åbnede jeg det ene øje på klem, men lukkede hurtigt igen, og da Mie først konstaterede at nu kørte vi vist ned for sidste gang og øjeblikket efter kunne berette at nu kørte vi altså op igen havde jeg fået nok, og ville bare gerne ned. Det kom vi heldigvis hurtigt efter, og selvom jeg følte mig noget søsyg og sejlede rundt efter vi nåede fast grund, kan jeg ikke sige mig fri fra at gøre det igen, skulle der en anden gang stå et barn og mangle en makker.

men så lukker jeg altså øjnene fra start.

Alt for hurtigt var tiden gået, klokken var tæt ved ti, solen gået ned og de varme jakker fundet frem. Fire gange blev de talt, inden de alle igen sad i bussen og vi kørte tilbage mod skolen og ventende forældre.

De var med hjem alle sammen, og snakken om næste års tur kan tage sin begyndelse.