Vi er ikke sådan en familie, der overrender hinanden. Derfor er det også længe siden vi så hianden sidst. Til gengæld er vi gode til at falde i hak, gode til at opsummere og høre hvor i verden vi alle er.
Efter skønne timer i Lisbeth og Christians have, var det tid at finde de pæne sko frem, og køre mod golfbanen hvor restauranten lagde ryg til god mad og banerne udenfor udgjorde gode kulisser til endnu flere skønne timer og et enkelt slag billard – bare for at vise Jonathan at jeg stadig kan.
Min barndoms yndlingskusiner, fem år ældre end jeg, og dem jeg i mange år så op til, har børn i samme alder som jeg. Med flere år siden vi så hinanden sidst, gik snakken livligt om efterskoler, arbejde, uddannelse og dannelsesrejer. De er store – vores børn – og med det drejede snakken om andre ting end dengang de var små, og problemstillingerne noget ganske andet.
Jeg er ellers ikke god til store selskaber, mindst når jeg ikke kender dem jeg sidder overfor. Jeg bliver aldrig god til small talk, måske allermest fordi jeg ikke er interesseret. Jeg har masser af instrumenter i min rygsæk til at spørge interesseret og se lyttende ud, men jeg har i bund og grund ikke lyst.
Altså var det skønt at se bordplaner, der gav rum til at tale med lige dem jeg allerhelst vil tale med, og senere gav plads til at cirkulere til de andre jeg også gerne ville omkring. Inden dagen for alvor var slut nåede aftalerne om at nu må vi altså til at ses lidt oftere på bordet igen. Om det sker er et spændende spørgsmål, for mange har travlt og somme tider prioriteres anderledes end lige nu og her. Vi gider egentlig godt, og om ikke andet er det et godt grundlag for endnu et forsøg.
Turen hjemad blev lang. Der var stadig sporarbejde, og togbusser indsat mellem Odense og Roskilde. Tiden nærmede sig midnat, da rejseplaner blev konsulteret og hurtigt kunne det konstateres at første togbus ikke kunne nåes, mens den næste krævede at vi blev hængende noget længere.
Så det gjorde vi. Snakkede videre, hyggede og tømte kanden med the. Til slut var det kun yndlingsfamilien fra Aarhus og os, der var tilbage. Det sidste blev pakket sammen, tjenerene lignede nogle, der gerne ville hjem, Vi stuvede os igen sammen i Ann-Dorthes bil, inden turen gik over en oplyst bro og halvvejs over Sjælland til Ringsted, hvor vi var i god tid.
Da togbussen dukkede op, knusede vi farvel, Ann-Dorthe satte sig bag rettet og kørte mod Mogenstrup, mens Annelise, min mor og jeg beredte os til turen i bus mod Roskilde. Jeg er ikke vild med busser, men den her var faktisk behagelig. I Roskilde ventede vi tyve minutter og oplevede en meget mærkelig samtale med en temmelig bedugget ung gut, der mente at vide ting om os, vi ikke selv var klar over – sjovt var det, specielt da han endelig, med nogen langsommelighed fik styr på ret og vrang.
Vi kunne have taget et tog fra Roskilde, men uden at tjekke blev vi enige om at S-togene vist ikke kører klokken tre om natten. I stedet hoppede vi ombord på natbussen mod Hovedestaden og blev dermed nærmest kørt til døren. Heldigvis stopper sådan en natbus ikke ved alle de stoppesteder den kører forbi. Ikke fordi den ikke vil, men fordi der hverken er nogen, der vil af eller på. Dermed endte turen med at være ganske rar, og en time efter vi stod på i Roskilde, kunne jeg hoppe af nærmest uden for min gadedør.
Megen søvn bliver det ikke til efter sådan noget natteroderi, så dagen i dag har været præget af så absolut ingenting, sommer, sol, sofa og mere ingenting.
Allerbedst til sådan en familiekomsammen er alligevel muligheden for at se yndlingsfamilien. Specielt de to her – bror og søster, min fætter og kusine, som med en efternølende far er endt med at være den der mellemgeneration, der er jævnalderne med mine og mine kusiners børn, men som også er helt deres egne og nogen af dem, jeg holder allermest af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar