Broer

Afstande er et spørgsmål om mange parametre. For nogen er en given aftstand kort, mens den samme afstand for andre er uoverskuelig. Jeg har en oplevelse af, at jo mindre det område du lever i er, jo størrer bliver selv korte afstande.

Dengang min far boede på Bornholm hørte jeg historien om en ældre dame, der havde boet og levet på Christiansø hele sit liv. Hun havde aldrig været væk fra øen. Selv ikke Frederiksø havde hun besøgt. Adspurgt om hvorfor, sagde hun: Hvad skulle jeg der? Jeg kender jo ingen på Frederiksø.

Omvendt var min søster aupair i USA og her var det sædvane at køre to timer for at drikke kaffe hos moster Oda og køre hjem igen. Eller tage i byen. Det var ikke noget problem at køre noget der ligner halvvejs gennem Danmark for at besøge et helt bestemt discotek.

De to historier er yderpunkterne, men alligevel understøtter de min opfattelse af at afstande er forskellige fra menneske til menneske. Mens jeg synes at weekendens roadtrip til Salling var lang, skal der nok være nogen, der ikke regner sådan en firetimers køretur for noget – (i mit tilfælde blev den noget længere, for Ann-Dorthe og jeg mødtes i Ringsted, hvorfra og –til jeg fragtede mig selv med tog og S-tog – hvilket måske er med til at få turen til at føles noget længere…)

Samtidig blev jeg noget klogere på Danmarks geografi. Jeg anede ikke at halvøen, der skyder ud i Limfjorden syd for Fur hedder Salling. Det ved jeg nu – det gav så også mening til efterskolens navn. Min fætters nu ægteviede kone er lærer på Salling Efterskole, og det er ikke et dårligt sted at holde fest. Marianne havde med elevernes tilladelse lånt alle værelserne, til hvilke vi kunne trække os tilbage og sove, når festen ikke længere hang sammen for os.

Ann-Dorthe og jeg residerede på Jacob og Simons værelse. Vi stoppede på vejen og købte en favnfuld halvanden liters sodavand og chips. Jeg mente at efterskoleelever ville sætte pris på at få, når vildtfremmede invaderede deres enemærker. Altså efterlod vi en mængde chips og sodavand, sammen med en lille håndskreven note med tak for lån. Jeg tænker at de nok har delt med resten af gangen og et par stykker mere. Hvis ikke, har de nok fået ondt i maven.

Ved morgenmaden fik jeg endnu en tanke. For mentalitet er også forskellig fra egn til egn. Marianne fortalte om fire elever, der gennem hele skoleåret havde vist vilje til efterskolelivet, fællesskabet og ansvarligheden. Da de fire elever ønskede at blive alene på skolen i Kristi Himmelfartsferien, havde de fået udleveret nøgler til hele molevitten, været alene den forlængede weekend og råhygget sig. Det er tillid, tænkte jeg og gad godt at flere turde udvise den form for tillid til mange flere af nutidens unge.

Men altså – jeg synes der er langt til Salling, og tænker videre om det med afstande også handler om at jeg ingen bil har. Skal jeg til København kan jeg cykle eller finde en tilfældig bus eller et S-tog. De kører hele tiden. Men skal jeg længere væk, skal det planlægges. Jeg skal ud af døren på et bestemt tidspunkt, jeg skal ofte skifte mellem flere forskellige transportmidler og tanken om spontaniet står ikke lige for. Det får mig nu ikke til at ønske en bil. Det ville måske give frihed, men jeg bliver aldrig sådan en med bil.

Tilbage til turen. Min søster havde gerne kørt hele turen ad landeveje. Kun tiden satte en stopper for den tanke. Min søster holder af at se nyt, når hun kører, at opleve og ikke bare kigge på de samme huse og vejskilte dag ud og dag ind. Jeg har hende mistænkt for at det var derfor hun glemte at dreje af ved Herning, og vi på udturen nåede halvejs til Holstebro.

Vi havde ikke tid til landeveje, så i stedet kørte vi på både motorveje, motortrafikveje, landeveje og byveje. Både turen ud og turen hjem var solbeskinnede, og trods blæsten og kulden udenfor var det skønt vejr at køre langt i. Vi så mange broer. Der er faktisk afsindig mange broer i Danmark. Nogle er store, nogle er små, nogle er pæne og andre er kedelige, mens et par stykker fremstår som vartegn.

Først på hjemturen oplevede vi regn. Et par byger havde fundet vej både ud og hjem, men ikke noget, der forhindrede oplevelsen af godt vejr. Da vi nåede Storebæltsbroen trak blæsten op, Ann-Dorthe valgte at køre bag en lastbil, og vimplen i vejsiden tydeliggjorde hvor meget det blæste.

Hen over Sjælland hang en stor og truende sky. Lige før Slagelse nåede vi ind under, og en veritabel storm af regndråber ramte forruden med en kraft, der gjorde udsynet noget usikkert – trods viskernes ihærdige forsøg på det modsatte. Regnen stoppede heldigvis lige så pludseligt som den startede, men holdt aldrig rigtigt op, og da jeg gik de sidste kilometer fra den hjemlige station blev håret mere og mere vådt.

Det ændrer nu ikke på, at det var en skøn weekend – og fest.

Om en måned er jeg klar til at tage på farten igen. Bettina og jeg har besluttet at tage til Garnstafet i Aarhus. Og når vi er i nabolaget, skal vi naturligvis også en tur forbi Garnudsalg i Ålborg.

Jeg glæder mig allerede.