I magasinernes dyb

Det er eksamenstid. De skriftlige prøver er for længst overstået, og nu venter de mundtlige.

Emilie har haft travlt med synopser, der skulle afleveres i går, men inden da er der gået tid med at beslutte sig for de helt rigtige emner, inden for de udtrukne kategorier.

I dansk har hun trukket en billedeanalyse. Billedeanalysen er Emilie foretrukne og stor var glæden over netop den udtrækning. Herefter var det straks noget helt andet, for Emilies ultimative favoritter ud i malerkunsten er så absolut Skagensmalerne, som i den her sammenhæng var godt halvtreds år for unge.

Det er selvfølgelig ikke nok at trække en billedeanalyse, der er krav med. Hun skal vælge et billede malet af en dansk maler fra romantikken, eller guldalderen som den tidsperiode også bliver kaldt. Hun havde tanker om flere billeder, men endte med at se sig varm på Eddystone Fyrtårn malet af Anton Melbye i 1846.

Hun undersøgte sagen og fandt selv ud af at værket hænger på Statens Museum for Kunst, og selvfølgelig var jeg klar til en tur på museum.

Det er efterhånden mere end fjorten dage siden vi var af sted, en søndag i maj. Stor var skuffelsen, da det viste sig at maleriet slet ikke hænger på udstillingen, men i stedet er gemt væk i museets store samling i magasinerne. Selvfølgelig kan de ikke havde det hele hængende og udstillinger skifter, men vi ønskede alligevel at lige det her billede havde hængt oppe, den dag vi var forbi.

Vi gik en tur gennem samlingen af dansk kunst, for det kunne jo være, der var noget andet hun kunne bruge. Et enkelt billede af et norsk skibsforlis vakte interesse, men det var ikke fyrtårnet, som hun havde forelsket sig i, og som kunstneren forøvrigt modtog en fortjenstmedalje for, trods ønsker om at blive bedømt for sine senere værker.

Efter at have trådt mig selv lidt over tæerne tog jeg mod til mig og spurgte en kustode om muligheden for at få lov at se værket, selvom det ikke nu og her er udstillet. Han havde meget at sige, både om billedet, som han synes var et spændende valg, om kunstneren, om et par andre kunstnere og nogle andre værker, men til syvende og sidst kunne han ikke oplyse os om andet end, at det er meget svært at få lov at komme ind i det allerhelligste, at det sker yderst sjældent, og at han troede ikke det ville være en mulighed.

Æv! Tænkte vi og fortsatte rundturen, der nu havde ført os til både alt for gamle og alt for unge malerier, der slet ikke stod mål med kravene til opgaven. Et par enkelte billeder af et par af Skagensmalerne lyste lidt op i Emilies dalende humør over ikke at få set det oprindelige billede, og hun endte med at beslutte sig for at så måtte et print fra nettet holde for.

Inden vi forlod museet, spurgte jeg forsigtigt endnu en vagt om, hvordan vi skulle agere hvis vi ville gøre os håb om et besøg i det allerhelligste, og efter et besøg i receptionen kunne vi gå videre ud i byen med et par telefonnumre og mailadresser i tasken.

Der gik flere dage inden jeg en aften satte mig ned, og i en mail stilet til overinspektøren for romantikken, skrev et brev og spurgte om muligheden for at se værket. Jeg slog på at Emilie selv havde valgt det, at hun har interesse for kunst og at det ville være rigtig dejligt at få lov at se billedet i levende live, selvom et print fra nettet selvfølgelig kan gøre det.

Jeg havde faktisk ikke  regnet med at få svar. I hvert fald ikke så hurtigt og slet ikke så positivt. Allerede næste morgen lå to mails. En fra overinspektøren, der var begejstret over at hun havde valgt et værk, der ikke ligger lige for, og som bestemt mente, at selvfølgelig skulle hun se billedet. Han havde allerede sendt forespørgslen videre. Og et fra den medarbejder, der havde modtaget videresendelsen og allerede havde tid og dato parat.

Af hensyn til landets kunstskatte skulle fulde navn, adresse og telefonnummer opgives, Emilie sørgede for at få fri fra skole og i formiddags tog hun af sted med maven fuld af sommerfugle. Både Anders og jeg har misundt hende muligheden, men mente også begge at den oplevelse skulle hun have alene – vi skulle jo også på arbejde – og en oplevelse det var det.

Det var hurtigt overstået. Selve proceduren omkring gæstekort, gitre, porte og låste døre, der skulle ringes efter at få låst op, tog langt længere tid end tiden ved selve billedet. Hun havde tænkt tanker om spørgsmål, men den berømte klap faldt ned, da hun stod der, så dem måtte hun undvære.

Til gengæld er hun en oplevelse rigere. Hun kender nu den fatiske størrelse på billedet, som hun havde forestillet sig noget mindre, og hun er også glad for at have set farvepaletten, for de billeder der er at finde på nettet spænder over mange toner fra lys til mørk. Det er ikke et lyst billede, kunne hun fortælle.

Jeg synes bare det er sejt. Både at hun fik lov, og at hun gjorde det.