To blå skåle

Hvad giver man et brudepar?

Jeg havde ikke lyst til at købe gavekort til et byggecenter, en græsslåmaskine eller andet i den stil, som deres ønskeliste ellers var fyldt med. Jeg ville hellere give noget de ikke vidste de ønskede sig, og som samtidig var personligt.

Det var nok her min flirt med Creative Space for alvor tog fart. Og den er absolut ikke død endnu. Så sent som i morges spurgte Emilie hvornår vi skal derind igen.

Da jeg malede guldbryllupsfadet havde jeg fjorten dage forinden lavet de to blå skåle. Jeg troede også at guldbrudeparret skulle have et sæt af en art. Men de to skåle gav kam til mit hår, de sidste prikker blev sat under temmelig megen hektisitet, for hold da op hvor forsvinder to timer hurtigt når man er opslugt. To timer er det, der stilles til rådighed, når man bestiller tid hos Creative Space.

Altså vidste jeg godt at jeg kun skulle lave een stor ting, da faddet til guldbrylluppet blev malet. Det vidste jeg ikke, da jeg gik i krig med de to blå skåle.

Jeg havde en plan. Jeg troede ikke de skulle blive så mørke, hvilket betød at jeg var meget klogere på mængden af farve, da jeg malede guldbryllupsfaddet. Jeg er og blev temmelig tilfreds med de to blå skåle, de endte bare meget anderledes end jeg først havde set for mig.

Det er i virkeligheden nok det, der er allermest spændende ved keramik og glasur. Man kan aldrig være helt sikker på hvordan resultatet i sidste ende ser ud.

Da vi i lørdags sad til bords, maden stod klar og bruden bød velkommen, fik hun midt i alle de ord sagt, at gaveregnen var overvældende og at hun håbede vi villle bære over med dem, når de fortalte, at de ville vente med at pakke ud i ro og mag og med plads til at glædes, dagen efter.

Det synes jeg overhovedet ikke var i orden, mit indre var et stort oprør. I virkeligheden har jeg aldrig rigtig forstået det med at vente med at pakke ud til alle gæsterne er gået. Når jeg som gæst har tænkt over gaven, gerne vil glæde og har fundet noget jeg tænker er det helt rigtige, vil jeg også se den glæde over modtagelsen, når der bliver pakket op.

Det gjorde noget ved mig. Umiddelbart fik jeg lyst til at tage min gave med hjem igen. Men hvad skal jeg med to blå skåle med navnetræk og dato?  I stedet gik jeg lidt rundt om mig selv, tænkte at sagde jeg det ikke ville ingenting ske, passede bruden op og fortalte at jeg havde behov for at de pakkede op inden jeg tog hjem, men at det ikke behøvede være lige nu og her.

Den købte hun på stedet.

Gaverne fik lov at stå uåbnede hele aftenen. Men efter morgenmaden, inden vi kørte hjemad blev de to blå skåle pakket ud. Og der var glæde. Det allerbedste var næsten da bruden fuldstændig overvældet fik sagt, at hun var rigtig glad for at de pakkede lige præcis den gave op, mens vi stadig var der.

Vi fik knus, brudeparret glædede sig til at finde på at fylde i og et par gæster mere pegede deres gaver ud, for også at opleve glæden ved at give.

For det er netop det. Jeg kan godt lide at give og glædes. Jeg behøver ikke at få tilbage – fortæller jeg mig selv – men det er ikke rigtigt, for det jeg vil have tilbage er netop glæden og overraskelsen ved modtagelsen.