Snoninger til min far

Jeg syede engang et jakkesæt til miin far. Set i bakspejlet lavede jeg masser af fejl – den største var nok valget af stof, som vist var bedst egnet til en meget kold vinter.

Trods alle fejlene troede min faster ikke på at jeg selv havde syet det, og trods det meget varme stof, har jeg set min far i det op til flere gange. Ungerne malede vist engang et slips til ham, og vi dekorerede vist også for længe siden lommen på en skjorte. Jeg pillede den af, malede på den og syede den på igen. Men jeg har aldrig strikket noget til min far.

Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har strikket mere end en ting til min mor. Da først tanken for længe siden slog ned, var der ikke langt til at bestille en cone i den skønneste grønne farve, der er langt mere grøn i virkeligheden end billederne antyder. Derefter begyndte tankerne om hvordan den skulle se ud.

Jeg vidste det skulle være en slipover med v-hals. Og selvom jeg vidste spurgte jeg alligevel, da jeg senere var klar til at præsentere ideen for min far. Den skulle være af en tynd tråd ren uld. Jeg ville rigtig gerne lave en saddelskulder, jeg ville strikke oppefra og ned og jeg ville have snoninger for, bag og ned langs ærmerne.

Jeg brugte temmelig meget tid på at kigge snoninger, inden jeg kombinerede forkellige forslag til noget der både kunne være fladedækkende og en enkelt række ned ad et ærme. Jeg lavede strikkeprøve og vaskede efter alle foreskrifter, inden min far blev præsenteret, sagde jo tak og måtte finde sig i at blive målt på flere leder.

Det var min mor, der gjorde mig opmærksom på at min fars arme ikke er lige lange. Det har jeg aldrig nogensinde lagt mærke til før, men da hun kunne fortælle om dengang hun strikkede en sweater til ham, og det ene ærme måtte strikkes om, huskede jeg at måle begge arme, og huskede også at notere hvilken arm, der er den længste, så jeg ikke fik byttet rundt undervejs.

Jeg havde ikke travlt med at strikke den, ville hellere nyde, og ret hurtigt viste den sig at være rigtig god som mødestrik. Snoningsmønstret lærte jeg hurtigt udenad, og her tænker jeg om det gik hurtigere fordi jeg havde tegnet og beregnet det, eller om det ganske simpelt bare var så tilpas enkelt, at det var let at huske.

På et tidspunkt overvejede jeg, om jeg kunne nå at få den færdig til hans fødselsdag i april, men jeg havde ikke lyst til at forcere processen, og strikkede derfor lystigt videre på ærme nummer to, da vi april var i Nakskov. Til Nicklas’ sekstenårs fødselsdag godt en måned senere kunne jeg lukke for ærmet, pille kantene forneden op og strikke kroppen godt fire centimeter længere end først beregnet. En hurtig prøve viste nemlig at jeg synes den skulle være noget længere.

Men inden brylluppet i lørdags var den klar, enderne hæftet, vasket og tør og blev pakket med i bagagen. Han fik den søndag morgen, og selvom han ikke er meget for at få taget billeder stillede han alligvel villigt op til et meget hurtigt photoshoot.

Havde jeg husket det, havde jeg også taget et billede fra ryggen. Saddelskulderen går nemlig rigtig fint helt hen til midt bag lige under nakken, inden masker til kroppen er samlet op og strikket ned.

Jeg håber han bliver glad for den. Også selvom den ligesom det tidligere jakkesæt er noget varm.

Design: Sweater med snoninger til min far – tegnet og fartalt af mig.

Garn: Blackhill højlandsuld fra Garnudsalg i farven Smagrad.

Inklusive strikkeprøve vejer trøjen 369 gram.

Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 3,25. Ribkanter ved hals og bund er strikket på en pind 2,75, mens ærmekanterne er strikket med en pind 2,5.

Størrelse: Min far, mest. Men mon ikke den passer meget godt med almindelig herrestørrelse medium.

Bemærkninger: Jeg strikkede som sagt oppefra og ned. Startende med saddelskuldrene, der fik maskerne sat på hold, mens kroppen kom til live. Da jeg nåede til ærmerne samlede jeg masker op i hele ærmegabet sammen med maskerne fra skulderen, og strikkede om et par gange, fordi de i første omgang blev meget, meget brede. Det betød i sidste ende, at der ikke var nogen sammensyninger – kun ender at hæfte.

Alle aflukninger er Turbular Bind off, som jeg synes er afsindig flot, men som kræver en lang tråd og en nål, fordi de ikke strikkes færdige men syes sammen med maskesting.

Har du lyst til at se flere billeder af sweateren, er der kun procesbilleder yderligere at finde på Ravelry – men de kan findes lige her.