Sidste skoledag

Traditioner skal holdes og en af de vigtige i et skoleliv er niendeklassernes sidste skoledag.

Dagen har været fyldt med sol, med glade børn, med niendeklasseselever, der gav den gas og alligevel passede på de små, med revy, skum og den traditionsrige fodboldkamp.

I år har ellers holdt hårdt. Meget har spillet ind og for et par dage siden var der uklarhed om hvorvidt dagen skulle holdes i hævd eller ej. Der blev talt, vist med store bogstaver, revyen, som i kampens hede var blevet glemt, og først for sent fundet frem blev øvet og alle satte fulde sejl til, for at dagen skulle blive god.

Jeg er lige ved at sige, at dagen blev en af de bedste jeg har oplevet.

Jeg var imponeret over revyen. Det var hverken skønsang eller fremførsel til UG og stjerne, men der var gode pointer, sjove tanker og afsindige ideer bag. Sådan noget tager kegler, specielt når jeg ved de for mindre end en uge siden nærmest ikke have en revy.

Der var glæde i skolegården da karamellerne blev kastet, garneret med den obigatoriske skum. Jeg gik ikke fri, men oplevede flere af de store unger, der stoppede op og spurgte om de måtte, før jeg blev smurt ind i skum eller tilbudt skumfyldte knus. Mindst lige så mange, kom høfligt midt i kamphandlingerne og spurgte om hjælp til at fjerne skum fra øjne og næser. Jeg havde god brug af det viskestykke jeg havde over skulderen. Bagefter, mens jeg fandt et bad, gik den lige så obligatoriske fodboldkamp i gang.

Det stod stadig nul-nul da jeg, renvasket og noget bedre duftende, nåede ud til plænen og trods mindst tre gange så mange niendeklassesspillere end voksne på banen, lykkedes det dem alligevel ikke at vinde. Vi voksne vandt og selvom vi hellere så ungerne gå ud af skolen med viden om at have banket de voksne på sidste skoledag, tog de det ualmindelig pænt.

Som underviser i niende klasse skal jeg selvfølgelig være med til frokosten, som skolen står for på sidste skoledag. Og midt mellem sandwich, cola og glade (nyvaskede) unge mennesker, fik dagen endnu et trin op på den gode skala da en af drengene fortalte om hvordan han ude i skolegården var kommet løbende efter en af de andre fra niende klasse.

Planen var at tvære skum ud over klassekammeraten og forberedt som han var, havde han allerede hånden fuld af skum. Når man løber, er hænderne i bevægelse og hånden med skum var lige i ansigtshøjde med en af de meget mindre elever, der pludselig stod i vejen og slet ikke var set fra den noget højere øjenhøjde en niendeklasseselev har.

Resultatet var en lille elev med hovedet fuld af skum, og en stor elev, der godt nok synes det var sjovt, men også havde overskud nok til at stoppe op, undskylde og hjælpe det værste skum væk fra øjnene.