Formiddagen var stadig tidlig, da jeg fik pakket mig sammen og hoppede ned ad trapperne i går. Jeg havde god tid og på Høje Taastrup station var der masser af tid til påfyldning på rejseforsyningskontoen og til at nå et tidligere tog mod Næstved.
I stedet for hurtigtoget hoppede jeg på et bumletog, der var noget langsommere og gav masser af tid til at sidde med kig ud af vinduerne og hækletøjet mellem hænderne. Jeg bryder mig ikke om bestillingsarbejder, men en gang i mellem er det alligevel på sin plads, og derfor kunne jeg i går hygge med pink garn og starten på en flodhest.
I Næstved samlede Ann-Dorthe mig op, og i bil gik turen videre til Ringsted hvortil min mor og Annelise havde fragtet sig selv med togbus fra Roskilde. Med masser af tid i bagagen kørte vi videre mod motorvej, bro og Nyborg. Min onkel og tante – min mors storbror og kone – havde nemlig lige præcis i går været gift i halvtreds år (det var dengang graviditeter kun varede fem måneder), og trods noget vægelsind i forhold til fest kontra rejse, var de nået til at invitere og selvfølgelig møder vi op.
Fra broen kunne vi se de gamle færgelejer ved Knuds Hovede. Og snakken om dengang vi sejlede når mormor og morfar skulle besøges fik en tur, mens nostalgien, da vi drejede ind gennem Nyborg fik en hak opad. Vi var i god tid og stoppede ved havnen, hvor mange minder fra min mors barndom kan knyttes til.
Min morfar brugte mange timer i havnen, elskede at kigge ud over havet, havnen og det liv der var og mon ikke min mor har den samme glæde derfra. Mens min søster og jeg kun kan huske færgefarten til Knuds Hovede, kan min mor huske dengang færgerne i hendes barndom lagde til helt inde i havnen, og al trafikken blev ledt op gennem byen forbi kirken og videre ud.
Efter at have kigget ud og kigget ind, grinet lidt af den ene lille skæve lygtepæl, der mest af alt ligner noget der lige om lidt bliver levende og træder op til dans (selvfølgelig først når vi kigger den anden vej), kørte vi videre mod en indbydende have, glade gæster, smilende værter og kaffe i det grønne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar