lørdag den 14. maj 2011

Noget om skabeloner


Efterhånden har jeg foldet og flettet et utal af tasker. Undervejs er jeg nået frem til egne konklusioner på detaljer, der letter fremgangen eller gør det færdige resultat pænere.


flettet taske


Mit udgangspunkt for teknikken er Helenes udemærkede gennemgang af hvordan. Men jeg synes der mangler noget. Ikke meget, men det betyder ikke, at jeg ikke også har noget at byde ind med. Jeg har lyst til at byde ind. Komme med små stumper af overvejelser, og foreløbig vil jeg de næste dage komme med tre forskellige vinkler på det at folde og flette tasker.

Jeg har udelukkende flettet af papir. Mange andre fletter af slik-, kaffe- eller chipsposer. Jeg har en fornemmelse af, at papir arter sig anderledes end de andre materialer, og måske netop for at få papiret til at makke ret, har jeg inkoorporeret nye detaljer i teknikken.

Papir er et udemærket materiale, og der er masser af papir omkring os. Reklamer, ugeblade, gamle bøger og aviser blot for at nævne i flæng. Men papir er hårdere og derfor er det ofte nødvendigt med et udgangspunkt, der er en smule større end plastik. Det sidste står for egen regning, for jeg har ikke prøvet at flette i plastik, kun gramset lidt på enkelt taske af slikposer. Men tanken om at hver eneste lille firkant i en færdig flettet taske består af toogtredive lag, giver måske en lille smule grund til den overvejelse.

Mit udgangspunkt for en skabelon er 7 x 14,5 cm. Det er en god størrelse, der giver et færdigt resultat for den enkelte firkant på ca 1,75 x 1,75 cm.

Efter min første taske gik det op for mig, at jeg har behov for at styre. Jeg har behov for at vide præcis hvilken del af et givent motiv, der ender på den færdige firkant. Til det, er der brug for et hul at søge motivet gennem.

Hvor hullet skal være, kan findes på to måder. Det nemmeste ville nok være at klippe tre-fire stykker papir i de rette mål, folde og flette, markere hvor motivet vil vise sig, folde det hele ud igen og overføre til skabelonen.

Det duer ikke for mig. Jeg tegner i stedet skabelonen på kraftig karton, og tegner mit søgehul direkte samtidig med optegningen af skabelonen. Jeg starter med firkant på 7 x 14,5 centimeter. På den korte led deler og markerer jeg de 7 cm i fire lige store dele – dvs 1,75 cm pr del.

På den lange led, måler jeg mig fra kanten frem til det kvarte af de 14,5 cm – dvs ca 3,65 cm, derefter markerer jeg ydereligere 1,75 cm og tegner den firkant op, der nu ligger på den ene side af midterlinien på den lange led.


optegning af skabelon

7 cm på den korte led.


optegning af skabelon

14,5 cm på den lange led.


optegning af skabelon

Den korte led deles i fjerdedele – ca 1,75 cm pr del.


optegning af skabelon

På lange led markeres de 1,75 cm fra før, en fjerdedel inde fra kanten.


optegning af skabelon

En firkant med på ca 1,75 x 1,75 cm tegnes op.


Når skabelonen er klippet/skåret ud, har den et hul forskudt for midten. Når jeg siden finder mit ønskede motiv, søger jeg gennem hullet.


den færdige skabelon

Den færdige skabelon med søgehul.


Den færdige skabelon kan vendes, så hullet er enten til højre eller til venstre for midten. Det giver en A-side og en B-side.

Det er vigtigt at være opmærksom på de to sider, for når de enkelte dele skal flettes sammen, flettes der skiftesvis fra den ene og den anden side. Derfor skal der klippes lige mange stykker papir med A-siden opad som der bliver klippet papir med B-siden opad.


skabelonens A- og B-side

Skabelonens A- og B-side.


A- og B-siderne flettet til starten på en taske

De første flettede led.


Prøv det selv.

14 kommentarer:

  1. wauw Pernille...jeg ville have det fuldstændig som dig, hvis jeg flettede de flotte kuverttasker...jeg håber jeg engang får taget mig sammen, så derfor stjernemarkerer jeg lige dit indlæg...som jeg også har stjernemarkeret Helenes :D
    God weekend :D

    (ps laver du ikke et kursus engang?)

    SvarSlet
  2. Altså, Anne... Hvis der er mange nok.. så kunne det da godt være. I hvert fald er min mor vistnok ved at planlægge en hel weekend hos min søster, der udelukkende skal handle om flet og tasker. Så øvelsen er på plads :)

    SvarSlet
  3. det må i udbud Pernille i det åbne rum! :D

    SvarSlet
  4. Jeg er ikke sikker på, jeg er helt klar endnu, Anne :)

    SvarSlet
  5. Aii...det er helt ok :D

    SvarSlet
  6. tak for en fin vejledning, den vil jeg helt sikkert bruge.
    Der er lige en lille rettelse, i teksten skriver du 7x14,5 cm, men under billedet skriver du 14cm og linialen viser 14,5.

    SvarSlet
  7. Nogen gange går det lidt stærkt, jeg har rettet nu :)

    SvarSlet
  8. Jeg melder mig MEGET gerne som deltager, hvis du laver et kursus i fletning af tasker - det ser meget spændende ud.
    Venligst Susanne

    SvarSlet
  9. Tak Susanne, jeg vil ikke afvise, men jeg tror lige jeg afprøver på familien først :)

    SvarSlet
  10. Håndledsstropperne... er det nogle du køber færdige (og hvor) eller laver du dem selv... ?

    SvarSlet
  11. Håndledsstropperne... er det nogle du køber færdige (og hvor) eller laver du dem selv... ?

    SvarSlet
  12. Mor Lotte, jeg har knyttet og sat fast med en lille karabinhage :)

    SvarSlet
  13. Hej, jeg forstår altså ikke A og B motiver, for de kan vel bare vendes den rigtige vej når de flettes ind? Jeg har ingen problemer haft med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du ingen problemer har, er det vel også ligemeget med A og B sider. Det handler i bund og grund om, at vende ledene rigtigt, så den pæne side - den uden alle folderne - ligger rigtigt. Egentlig er det nok allervigtigst på den øverste kant.
      Jeg er bare perfektionistisk nok til, at det er vigtigt for mig, at få motiverne placeret rigtigt :)

      Slet