Hobitten

Jeg har gået rundt og bildt mig selv ind, at jeg aldrig har læst Hobitten. Jeg kender godt historien, og det undrer mig, at jeg ikke har læst den. Men alligevel er jeg sikker på, at jeg ikke har læst den fra ende til anden.

I går var vi i biografen og se den. Eller se første del. I HFR-format i Imperial.

Det er en smuk film. Det er fantastisk historie. Det var skønt at sidde i mørket sammen med Anders.

Anders, som i øvrigt har læst historien så mange gange, at han kan den både forfra og bagfra. Anders der ikke var tilfreds med filmatiseringen af Ringenes Herre, og som ofte hegler filmatiseringer ned.

Anders, der som det første, da lyset blev tændt, udbrød at det var mere end godt, men de kunne godt have klemt en time mere ind. Anders, det allerede glæder sig til næste afsnit.

Jeg glæder mig med. Og må se i øjnene, at jeg har læst den. Jeg kender godt detaljerne. Der er meget, jeg ikke kan huske, men jeg kan ikke vide så meget, uden at have læst den.

Det er lidt mærkeligt. Andre bøger kunne jeg forstå, at jeg ikke kan huske, jeg har læst. Men den her. En klassiker. Af de store. Jeg forstår det ikke.

Men en ting ved jeg. Den skal genlæses. Inden længe. Daniel har den stående i reolen. I morgen tager jeg over og låner den af ham. Og så står den fra nu af på min ønskeliste. Det duer jo ikke kun at have de tre efterfølgere.

Dem er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at jeg har læst :)