Somme tider har lidt også vældig meget ret

Det er ikke alle dage, jeg kan pakke sammen og tage hjem, samtidig med, at jeg føler der er givet fuld valuta for pengene.

Der er dage, hvor jeg kan have følelsen af, at stå over for noget af en loppetjans. Dage, hvor jeg kan undre mig over, hvad det egentlig er jeg laver, og om det kan retfærdiggøres at jeg er der.

Jeg har at gøre med en flok børn, der er så gamle, at de for en stor dels vedkommende kan selv, vil selv og helst uden voksne. I hvert fald skal de voksne bare være i periferien. Og det kan de. Det er i virkeligheden vigtigt at de gør det.

Det er også vigtigt der er en voksen. Jeg bliver brugt efter behov, og jeg er ikke i tvivl om, at var jeg der ikke, ville behovet føles langt større.

En klog mand fortalte mig en gang, at når ungerne ikke længere har behov for os, er målet nået. I dag var sådan en af de dage, hvor målet i den grad føltes nået.

Jeg har ikke løbet, jeg har ikke engang været nær ved forpustet. Umiddelbart føles det faktisk ikke som om, jeg overhovedet har lavet noget, der kan kaldes arbejde i dag. Og så alligevel. En hurtig opremsning siger mig, at noget har jeg gjort.

Jeg har...

• Snakket med drengene.
• Grinet med tøserne.
• Bagt boller.
• Drukket en hel kande the.
• Spillet billard. Og vundet.
• Strikket to en halv hexipuff.
• Planlagt aftensmaden. Og skrevet indkøbsliste.
• Grinet noget mere med tøserne.
• Spurgt ind til en forestående operation.
• Opdateret vægkalenderen.
• Snakket om klaustrofobi kontra agorafobi.
• Ryddet køkkenet.
• Pakket sammen og sat opvaskemaskinen i gang.

Lidt har vel også ret.

Nu er det tid til den der aftensmad, som jeg fik købt ind til. Senere venter et par hanke til en taske. Det sidste er langt det vigtigste - i min bog.

Altså må jeg hellere komme i gang.