torsdag den 31. januar 2013

Brombær på en januardag


Anders proklamerede allerede i går, at i dag stod han for maden. Altså vidste jeg, at jeg med god samvittighed kunne smække benene op og strikke på, da jeg nåede hjem.

Så det gjorde jeg.


Brombærstrik


Greb brombærtrøjen, der alt for længe har ligget hen, og som sammen med sweateren til Anders er en del af den plan om færdiggørelse inden nyt, jeg har lavet med mig selv.

I morges fik jeg skilt den ad, trævlet op, og begyndt igen. Jeg nåede også at strikke pinde nok til at konstatere, at jeg har lavet om på mønstret. At jeg har vendt vrang til ret og ret til vrang.

At jeg dengang jeg strikkede den ikke kunne se fidusen ved, at hver anden pind bestod udelukkende af vrangmasker, mens de resterende pinde for en stor dels vedkommende handlede om tre vrang sammen.

At jeg vistnok også tilførte kanten en ekstra pind, der endte med at betyde, at vendingen af mønstret passede perfekt.


Brombærstrik


Brombærstrik


Jeg har ingen notater. Tænkte formtlig jeg kunne huske. Det kunne jeg så ikke, men nu er jeg videre. Nu vokser den igen. Og indtil Anders får prøvet sweateren og hætten kan samles sammen, strikker jeg en omgang brombær eller to. Og glæder mig til jeg igen kan samle krop og ærmer, og se en ende på brombærstrikken.

Brombær der ovenpå pulsvarmeskafterne pludselig slet ikke er noget at tale om.

2 kommentarer:

  1. Selvforkælelse med strik og afslapning er skønt..
    Jeg er ret vild med din brombær

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er skønt Ulla.
      Og jeg er også temmelig sikker på, den bliver rigtig god. Når den er færdig :)

      Slet