Som en sommerfuglevinge

Vi holdt fest. Det var hyggeligt. Stemningen var fantastisk. Ungerne var glade og selskabet godt. Musikken var uden for mange af de numre, jeg har lidt svært ved, og samtige unger hoppede rundt og så tåbelige ud akkompagneret af Gagnam Style.

Når det er sagt, så nåede vi bunden i forhold til deltagere. Det gør det lidt kedeligt at holde fest. Giver lidt for meget tid til at kigge ud i luften. Eller strikke anden halvdel af den igangværende sok.

Det er svært at sige hvad, der gør det. Er festerne kedelige? Er tilbudet ikke tilfredsstillende? Eller er det simpelthen et spørgsmål om, at årgangen ikke er til fest?

Når jeg kigger på min samling medlemmer, er jeg tilbøjelig til at tro det sidste. De andre klubber ser det samme. Jeg ser også en næste årgang, som helt sikkert nok skal komme til fest.

Det hjælper bare ikke her og nu.

Så vi har lavet en plan. Sætter det store skyts ind. Satser. Håber. Sigter. Og krydser fingre, for at planen holder.

De grønne øjenvipper gjorde lykke. De begrænser udsynet noget, og glimmeret, jeg troede skulle være noget mere glimrende på kindben eller bare i hele hovedet, manglede lidt som modspil.

Det var Anders' ide med grønne læber. Set i bakspejlet tror jeg, det havde været bedre med rød. Det prøver jeg næste gang.

Ungerne var tilpas imponerede. En enkelt spurgte om det var mine egne vipper, en anden om jeg altid gik rundt med dem. Flere gjorde store øjne og nogle stykker havde gerne selv haft dem på selv.

Og når hurtige blink efterfølger hinanden, bliver de fjerprydede vipper til en sommerfugl, der lige om lidt sætter af.

I øvrigt beklager jeg billedekvaliteten. Det var hvad kameraet formåede under de temmelig ringe lysforhold.