Det er lang tid siden jeg sidst har været til Fredagsrock i Tivoli. Men mine erfaringer siger mig, der som regel er lang kø og en tæt skubbende, masende og oftest glad menneskemængde.
Altså tog vi afsted i god tid, men kom alligevel derind lidt senere end jeg havde ventet. Vel fremme var der ingen kø og inden vi så os om stod vi kun 5 meter fra hegnet for scenekanten. Derinde midt i menneskemængden mødte vi to af mine Caféunger, der også skulle høre.
Emilie var glad og spændt – den første “rigtige” koncert – men også træt. Hun er udpræget A-menneske, så et starttidspunkt sent om aftenen, længe efter normal sengetid kan godt være lidt svært.
Endelig, endelig gik det hele igang. Emilie var imponeret og glad for vi var taget afsted. Personligt må jeg indrømme ikke at være synderlig begejstret, men på den anden side, var det ikke for min skyld, vi var afsted.
Det viste sig jeg kendte hele to numre, endda med tekst og det hele. Emilie kendte også kun de to numre (det virkede som om, det samme gjaldt resten af puplikum). Så efter vi alle havde Keglet rundt og det ene nummer efter det andet, med høj lyd, der gjorde det svært at høre noget som helst, blev trykket af, endte Tøsebarnet med at stå ret op og ned og sove. Jeg overvejede om vi skulle forføje os, men Malene manglede stadigvæk, tiden var ved at ligne slut og det ville næsten være synd ikke at få yndlingsnummeret med.
Altså blev vi stående – Emilie vågnede igen og brugte næsten lige så meget tid med øjnene på scenen, som hun brugte øjnene mod resten af puplikum og deres til tider mærkelige (for mig at se ganske almindelige koncert-) opførsel.
Som det sidste sluttede koncerten med at alle på skønneste vis sang med om Malene og alle hendes genvordigheder i en regn af sæbebobler og tylskørtebrus. Tøsebarnet havde stjerner i øjnene, men glædede sig bestemt også til at se dyner.
Vi tjekker helt sikkert op på Fredagsrockkalenderen igen næste år!
Grim datter!!
SvarSletAdrk...