Afbræk

Anders ringede lige inden jeg havde fri.

    Vejret er lækkert, solen skinner og jeg sidder på en
      bænk nede ved voldgraven….

Jeg hoppede på cyklen, stoppede kun lige længe nok til at købe to blueberrymuffiins, mmmm… så sad vi ellers der i skyggen helt nede ved vandet og kiggede over på skråningen på den anden side, hvor fårene går frit omkring.

Lige der ved vandkanten, har de (fårene) slidt godt på underlaget, så der så temmelig trist og gråt ud.

Midt i voldgraven lå en bycykel, sikkert smidt fordi nogen ikke har gidet køre den tilbage til midtbyen, hvor den hører hjemme.

Længere henne er udsigten smuk og grøn, med et kik til en af de gamle voldanlægsbastioner, der ligger spredt hele vejen langs Vestvolden.

Vi spiste vores muffins, snakkede lidt om alt og ingenting og nød at have tid alene sammen.

På den indre del af det gamle voldanlæg går får frit omkring, de holder græsset nede og er med til at gøde vegetationen. Vi lod cyklen stå og gik en tur ind til dem.

Mens Anders tussede rundt og kiggede på vegtationen, forsøgte jeg at fange et får eller to. Men nok kan vi komme ind, og nok bliver vi tolereret, men fremmede folk med kameraer, er tydeligvis ikke velkomne.

Hver gang jeg nærmede mig, flyttede hele flokken sig og vendte resolut den anden ende til. Jeg opgav og begav mig tilbage mod cyklen, formåede at fare vild, inden jeg fandt den rigtige udgang, hvor Anders stod og ventede.

På vej hjemad bankede hverdagen på igen, med spørgsmål om aftensmad og forældremøder – dejligt med sådan et lille afbræk.