Mig – en kogekone

En lang hyggelig dag er slut. Størstedelen af dagen  har stået i køkkenets tegn, både med madlavning, nedfrysning og reparation af opvaskemaskine.

Vi laver næsten hver dag et eller andet ungerne kan købe for et par kroner eller en femmer, når de kommer sultne fra skole. Klog af skade og for at hjælpe os selv på mindre overskudsagtige dage, laver vi store portioner, hvad enten det drejer sig om varm mad, boller eller koldskål –  der  er  et hit om sommeren.

I dag var der ris og tomatsovs på programmet. Sovsen var rester fra en kæmpe protion min søde kollega lavede i går. Da alle havde fået, hvad de skulle have af de to kilo ris jeg kogte til, blev resten portionsanrettet og frosset ned. Lige nu er det, det eneste der er i fryseren, men hen ad vejen skal vi nok få fyldt op, og på dage vi ikke orker at lave noget, køber ungerne fra fryseren og varmer i microovnen.

Det virker rigtig godt.

Da første afdeling mad var klaret, var det tid at tænke på aftensmaden. jeg havde lovet pizza, og sådan noget skal selvfølgelig laves fra bunden. Slet ikke noget problem, siden vi for nogle år siden købte en superlækker røremaskine.

Siden kom opvaskemaskinemanden forbi, skilte det hele ad og rodede i hele køkkenet, så jeg i stedet greb mit strikketøj, kiggede ungernes computerspil over skuldrene, beundrede deres mærkelige selvbyggede maskiner og grinede af skrigeballonen, hvis stemme er gået i overgang – det lyder ret sjovt, når skrig pludselig går i falset.

Efter en del bøvlen og fiksfakserier gik maskinen endelig i gang. Det viste sig at den muligvis efter at have stået stille halvanden måned er kalket helt til og vandet blev afvist af en dyne af kalk allerede ved indgangen.

Jubiii, jubiii. Den kørte en gang uden noget i, kørte en gang opvask og da jeg så ville sætte den igang efter maden, ville den ingenting :( Jeg slukkede og venter til i morgen – og håber på det bedste.

På den anden side er det en almindelig husholdningsmaskine, der har holdt mindst 7 år i en institution – den burde have en medalje :)

Pizza er altid godt. Alene det at enkelte af ungerne kan proppe 10-11-12 stykker i gabet, er nærmest den bedste kompliment, der kan forventes.

Efter endnu en oprydning og opvask af gryder, potter og pander kom røremaskinen endnu engang i brug og i køleskabet venter fire portioner bolledej til i morgen.

Og som altid bliver jeg overrasket over hvor klistret sådan en dej kan være inden hævning og hvor nem den er at arbejde med bagefter. Jeg ved ikke hvad det er mel og gær gør ved hinanden, men jeg ved det virker og bliver rigtig godt.