Ugen kort:
- Vi har sagt goddag til ny skoleleder. Førstehåndsindtrykket er godt, også efter flere samtaler. Jeg tænker det tegner godt.
- Med første maj er alle de små nye førskolebørn startet i SFO. De er altså små. Det betyder også at alle 2. klassesbørnene er startet i Klubben. Der har været fart på. Jeg forestiller mig ikke farten sættes ned sådan lige foreløbig.
- Jeg kan under ingen omstændigheder alle de nye navne. Jeg øver. Hele tiden.
- Jeg mødte en del af de nye små, da jeg nåede ud på skolen mandag. De så glade ud, så jeg tænker SFO-starten har været vellykket.
- Jeg omlagde håndværk og design fra onsdag til tirsdag, fordi jeg ikke var på skolen onsdag. Det var superhyggeligt at sidde ude i solen og slibe på de igangværende tinstøbninger.
- Onsdag var arbejdsmiljødag i Viften. Vi startede med hele arbejdsmiljøgruppen og et helt igennem fantastisk indlæg fra en erhvervspsykolog, der i den grad satte tankerne i gang.
- Over frokost mødtes kommunens arbejdsmiljørepræsentanter til fællesskab og en spændende snak faciliteret af arbejdsmiljøkonsulenten fra BUPL. Hun er god, så jeg vidste det ville blive godt.
- Lærernes nyvalgte AMR og jeg blev enige om at der er flere ting vi gerne vil have ændret i arbejdsmiljøsamarbejdet. Jeg tænker vi har gode forslag og lige så gode argumenter, så mon ikke vi kan lave en mindre revolution. '
- Jeg mødtes med det af mine to teams jeg ikke har ugentlige teammøder med. Det er svært at få enderne til at mødes, når skemaer skal lægges, og i år gik det ud over vores teammøde. Det var rart at mødes, og vi fik snakket os gennem alt det vigtige og planlagt en tur inden sommerferien.
- Min mor gav middag og en blindprøvning af nye sko.
- Vi havde et triomøde ud over det sædvanlige. Vi har generelt altid gode triomøder, men det her var alligevel ekseptionelt. Det kan det vel ikke være hver gang.
- 50'erfesten var et hit, og det var glade børn, der blev hentet af næsten lige så glade forældre.
- Vanessa blev konfirmeret og holdt et brag af en fest.
- Min søster og jeg var vidt omkring inden festen - vi kørte forbi huset mine forældre byggede først i halvfjerdserne og kiggede udefra, vi var en tur tilbage i barndommen med HundigeCentert (Waves), Trylleskoven, Mosede Havn og Greve Center.
Læse:
Sort Sti er færdiglæst og jeg har skrevet mig op til næste del af serien. Jeg kan godt lide Åsa Larssons fortællinger og Rebekka Martinsson er en spændende karakter. Det var tredje del i serien, der består af seks dele.
Slutningen var lidt ærgerlig, men også på sin plads.
Jeg har haft NatriumClorid af Jussi Adler Olsen liggende en uge eller to. Det er på tide at komme i gang med endnu et afsnit om Afdeling Q. Jeg glæder mig til gensynet og er spændt på hvor længe jeg kan få lov at låne den, inden biblioteket vil have den igen.
Strikke:
Jeg har slået op til månedens strømper i Majas strømpesamstrik. Strømperne hedder Blooming Socks, og er designet af Lisa Benedikte. Garnet er et sockblank fra Sysleriget.
Det er sjovt at strikke af et sockblank, at se garnet med en type tryk og et mønster blive til et helt andet farvemix i den strikkede strømpe. Alene derfor trævler jeg ikke det strikkede op inden jeg strikker, men strikker direkte fra det strikkede.
Ikke at jeg har den store erfaring. Det er anden gang jeg strikker fra et sockblank. Jeg tænker det kunne være sjovt selv at trykke på strik, for derefter at strikke det til noget andet.
Jeg må bare konstatere at jeg helst vil have et sockblank med en tråd. Der her er strikket dobbelt, hvilket betyder jeg er nødt til at strikke begge strømper samtidig...
Når jeg nu ikke vil vinde det hele op først.
Men strømperne bliver fine. Og færdige cirka samtidig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar