Risengrød på en majdag

 

Forrige uge holdt vi fest, der skulle laves milkshakes, og da ingen af os for alvor havde styr på hvor meget der skulle bruges, og der i hvert fald ikke skulle være for lidt, endte vi med ti liter letmælk. 

Det er muligt sødmælk er bedre til milkshakes, men pris og sådan noget. Henrik købte letmælk. 

 

 

Da vi var færdige med at lave milkshakes, var der stadig seks liter tilbage. Mens Henrik blev læsset og fandt et køleskab, var vi andre omkring snakken om risengrød. Men så blev det weekend, festen var slut og vi glemte alt om mælk.

Indtil i torsdags, hvor jeg kom i tanke om den der mælk, hvor Henrik nåede at blive i tvivl om hvor han lagde de mange kartoner og hvor det gik op for os, at holdbarheden udløb i dag. 

Jeg havde tid, jeg var klar til risengrød, og da det viste sig at vi faktisk lå inde med grødris, var der ikke langt fra tanke til handling.

Altså mødte jeg i dag op i god tid inden vi åbnede. De seks liter letmælk blev sammen med tre poser grødris og knap to liter vand til grød. Men inden jeg nåede så langt, var der en smule vrøvl med gryderne.

 

 

Jeg fandt den største gryde, skyllede risene, blandede med vand og satte det hele på komfuret. Det var cirka samtidig med at Louise kom i tanke om at vi måske havde fløde i fryseren. Det viste sig at hun havde ret, en hel liter, som jeg stoppede i en anden gryde, fyldte med vand og også satte på blusset. 

Mens gryden med fløde over vandbad blev varmere og varmere, skete der ikke  meget med vand og ris. Berit dukkede op og mens snakken gik, jeg med mellemrum rørte i risene og undrede mig over hvorfor der ikke rigtig skete noget, kom Berit i tanke om, at den store gryde vist nok ikke virker til induktion...

Men stadig bliver gemt til når vi koger store mængder kartofler...

Jeg fandt den største gryde der virker på induktionskomfuret, vidste godt det hele ikke ville kunne være i den, men det var der ikke lige tid til at finde en løsning på. Først da alt var hældt over, snakkede vi om hvorfor vi stadig har den store gryde og hvor de der kartofler kan koges...

Jeg hældte det hele tilbage igen og satte gryden over på det gamle komfur, der står inde på hobby og bliver brugt til lidt af hvert. Den nåede at blive varm, inden Louise fik løftet blikket og fandt den gamle store gryde (som virker på induktion) fik den hentet ned fra hylden under loftet, jeg hentede den store gryde fra komfuret på Hobby, hældte det hele om igen og endelig kom der gang i der der vand med ris.

Jeg havde stadig god tid, og Louise tid til at hjælpe lidt endnu. 

 

 

Da vandet kogte og risene begyndte at svulme op, blev mælken hældt i lidt efter lidt. Noget blev hældt i direkte fra kartonen, noget kom en tur i microovnen først for ikke at sinke kogeprocessen alt for meget. det tager lang tid at koge knap ni liter væske...

Louise var gået, men havde hentet et tæppe til at pakke ind i, da det hele endelig kogte. Mens jeg rørte vaskede hun alle gryderne af, og sørgede for at den store gryde, der ikke duer til induktion fik plads på hylden under loftet, så den anden store gryde kan komme ind i skabet og ryddede for tomme mælkekartoner, så der ikke var tilbage til mig at ordne, da jeg var færdig. 

Vi havde snakket om klatkager i morgen, var blevet enige om at det kunne blive et pædagogisk projekt, og børnene kunne stege hver deres. Det gad vi faktisk godt. 

Jeg fik pakket grøden ind i et par tæpper, efterlod den midt på køkkenbordet, blandede sukker og kanel og gik videre til et møde, og nåede at bruge tid sammen med maleglade børn på Hobby inden det blev tid til at pakke grøden ud igen. 

 

 

Alt var godt, indtil jeg kom i tanke om at jeg havde glemt salt. Jeg fandt det fine salt, dryssede og forsøgte at røre det ud i grøden, men opgav lidt på forhånd. Jeg vidste jeg ikke kunne røre i bund, for selvom den store gryde, der virker på induktion, er en god gryde (som jeg købte for mange år siden og har lavet ualmindelig meget mad i til mange, mange børn) kan den ikke forhindre ni liter risengrød i at brænde sig fast på bunden. 

Jeg fandt tallerkener og smør og stillede det hele an. Kørte vognen med frugt og grød og hvad vi ellers serverer ud i baren og gik tilbage til Hobby og de maleglade børn.

Mellem maleglade børn og opvaskemaskinen i køkkenet, kunne jeg konstatere at grøden solgte godt. Der var flere børn, der aldrig havde smagt bedre risengrød. Emil hældte grød op det bedste han havde lært og da der ikke var flere børn, var der heller ikke mere grød. Bunden var skrabet så let som muligt, så ingen havde fået det brændte med. 

Succes - selvom vi ikke får klatkager i morgen.

 

Billederne er fra tøseweekenden i Tisvildeleje.